Bryllupsvers
til en Ven i Nordlandet
til en Ven i Nordlandet
Glæden ei sit Tempel bygger
Blot i varme Sommer-Egn;
Enevældig er den boede,
Hvor sig Fyrster hædre lede;
Ene ei hvor Lindeskygger
Vinke til fortrolig Hegn.
Kort den troner, der hvor Skarer
Samle sig, bestemt til Fryd;
Stølefulde Glæder kieder,
Til uvirksomt Liv forleder,
Giennem hele Livet varer
Glæden af den Vises Dyd.
Den, som Himlen gav et Hierte,
Skiønnende paa Livets Held,
Som, ved ønskte Kaar, henstæder
Livets Del i sikkre Glæder,
Han ei larmfuld Fryd begierter,
Tomme Lyst! for tænksom Siel.
Eie Sundheds Himmel-Gave,
See sig tryg for Mangels Graad,
Føle Hiertets Bifald-Stemme
Ved bestemte Kald at fremme,
Og de Godes Yndest have
Ved retskaffen øved Daad.
Og — hvor værdig Mage breder
Glæden over elsket Hiem,
Der, naar Arbeid fordrer Hvile,
Til en ædel Barm at ile;
Ven! o det er Saligheder,
Om vor Verden eier dem.
Og saa mange stolte Glæder
Kappes om at møde Dig,
Nordland! sandt nok — Navnet sender
Skræk til hver ei Landet kiender;
Men er mørke Opholdssteder
Mørke for en lykkelig?
Herlig er Din valgte Pige,
Skiønt for mig hun ukiendt er;
Veed jeg Elskovs Runs ei talte,
Da Du huuslig vittig malte
Hende, som Dig skal berige
Med sin Aand og Hiertes Værd.
Ingen meer vort Kiøn indskrænke
Inden viis afpasset Rand;
Lidt Oplysning skader ikke;
Thi der gives Øieblikke,
Hvor en Mand, som selv kan tænke,
Vrister og hans Kone kan.
Ven! Dig Glæden Tempel bygger,
End i Nordlands kolde Egn;
Enevældig der den boede,
Hvor sig Elskov, Dyd nedlod;
Ingen! Ingen mørke Skygger
Dunkle Dine Glæders Hegn!