Ode
til Indbildningen
til Indbildningen
O, som med alt dit Tryllerie,
Indbildning, til mit tomme Hierte!
Du, som kan skabe Fryd og Smerte,
Med evig Fryd du kom til mig.
Og da jeg skal fornøiet troe,
At Lykken daglig mig veileder,
Mig vaagen drømme Saligheder,
Inddysset i din trygge Roe.
Jeg skal ei agte Stoltheds Haan;
Den skal min Siel ei Harm indgive.
Selv stolt af intet lad mig blive;
Endog din Daarskab du mig laan!
Thi kun paa dig, paa dig beroer
Vort Vee og Vel og tit vor Hæder;
Du giør at Rigdoms Yndling græder,
Naar lykkelig sig Armod troer.
Du tit med Haab og Tryghed har
Sødt skuffet det forelskte Hierte;
Det falsk Forhaabning stolt ernærte,
Og imidlertid lyksalig var.
Du fylder med din tykke Dunst
Den Dumme, og han troer at tænke;
Han skulde slau i Afmagt synke,
Om du borttog din hulde Gunst.
Flye, Viisdom, fra min mørke Siel;
Jeg ei din tunge Lære fatter.
Nei, kom med Glæde, Spøg og Latter,
Indbildning, kom med indbildt Held!