Til det Skib,
som bragte Kronprindsen til Norge 1788
som bragte Kronprindsen til Norge 1788
Iil, lykkelige Kiøl, paa jevne Bølger!
Du bærer Tvillingrigets elskte Haab.
Iil trygt! naar beste Held din Ilen følger,
Bønhører Himlen Millioners Raab.
Naar da vi see dig majestætisk svæve
Hen mod vor længselfulde glade Kyst,
Høit skal da vore Field’ og Dale bæve
Ved Glædens Udraab af hver Nordmands Bryst.
Ei uden Avind vi alt længe skue
Til eder, elskte Brødreslægter, ned.
Ei mere svag, end eders, er den Lue
I Nordmands Barm af Kongekierlighed.
Og vi erkiende, at Naturen pryded’
Med gavmild Haand saa danske skiønne Strand;
Men var dens Bæger tomt, da den det gyded
Ud over fieldomhegnet Norges Land?
Viis hisset gyldne Vang, hvis Syn fortryller
Med Rigdoms Haab, her Engens Kløvergrønt;
Er grandækt rige Marmorfjeld, som hyller
Sin høie Top i Skyen, mindre skiønt?
Er Sarpens Egn, hvor tordnende den styrter
Den rige Flod til Oceanet ned,
Vel mindre skiøn, end inden kielne Myrter,
Endog de mildre Egnes Blomsterbed?
O ei det Rædslers Land, hvor Glæden sover
I evig Nat, er inden Norges Kyst;
Naturen der saa skiøn, som Jorden over,
Er fuld af ædel Skiønhed, Blidhed, Lyst.
Og der endnu fra fierne Oldtids Dage
Med ædle Friheds Aand og Ærlighed
For Kongens Huus fra Sekler alt tilbage
Nedarvet Huldskab trofast varer ved.
Og dog — hvor længe maatte Norge savne
Den elskte Fryd, det ingen Tid forbrød,
Den, inden egen Klippekyst at favne
Sin Første — bære ham i eget Skiød?
Men ønskte, lykkelige Skib, du bringer
Den unge elskte Første til vor Kyst!
Vift mildt, o Søndenvind, med jevne Vinger,
Hvil Storm — hist bærer Bølgen Norges Lyst!
Hvert Øie klares, Længslens Sorger vige,
Hver Normand opfyldt seer sit blide Haab;
Fra Field til Field vidt om det ganske Rige
Seer Glæden dandsende med Jubelraab.
Han kommer, Nordens unge Titus kommer,
Sin Fædrearv med hulde Blik at see,
Oplivende, som vore Dales Sommer,
Og Field og Dal ham hilse jublende.
O Dag! o kun ved Fædres Sagn erindret!
Saa blid — dog os du kommer dobbelt skiøn.
Omsider har ei Skiebnens Misgunst hindret
Vor Fryd — Velkommen elskte Kongesøn!
Velkommen hid til Dine Fædres Fielde,
Hvis Mænd for dem tit ofred’ Liv og Blod!
Hvis yngre Slægt endnu for Dig med Vælde
Vil vise Fædres Troskab, Kraft og Mod.
Saa, Kongesøn! skal Du i Norge finde
Et trofast Folk til mandig Strid bereed;
Men, værd at frygtes af forvoven Fiende,
Ei mindre værd at nyde velbrugt Fred.
Velkommen Du, i hvilken vi skal kiende
Vor Hagen, Magnus, Adelsteen igien,
Mens Du skal i hver ægte Normand kiende
En Dig hengiven, evig trofast Ven.
Thi Du skal lære Fieldets Folk at ynde,
Og det skal lære, ømt at elske Dig,
Og anden Old bekræftende forkynde,
At vi var’ Din, Du vor Forventning liig.
O Fryd, som Dit Besøg skal der udbrede,
O Prinds, hvis Id er blot at skabe Held!
O Din Forventning gyder vældig Glæde
I hver en sand og ægte Normands Siel!
Iil, lykkelige Kiøl, paa jevne Bølger!
Du bærer Tvillingrigets store Haab.
Iil trygt; naar beste Held din Ilen følger,
Bønhører Himlen Millioners Raab.