Thomas Christopher Bruun (1750–1834)

See, hvor det gamle Aar hensigner mæt af Dage

        i Evighedens Hav:

Thi Brødre! lader os med Glassets Klang ledsage

        det skyldigst til sin Grav.

Alt Janus er ifærd med os et nyt at vinke

        herop af Tidens Skjød;

og dette ligerviis vi vil imøde klinke

        med fyrigt Sammenstød.

Snart, fulgt af Horerne, dets første Morgen iler

        paa Lysets Vinger frem;

mens blid dets Genius fra Empyræet smiler

        til Friheds Sønners Hjem.

Tidt skue han os hist beklæde Bacchi Throne

        med Rosen paa vor Kind,

hvert Kredsens Hjerte stemt i Broderhuldskabs Tone

        og Munterhed i Sind!

Thi groer vel anden Frugt paa Sorgens Træ end Rynker

        og tidlig Salighed?

Men sligt er ikke skjønt; det altsaa, Venner! synker

        i Evans Bæger ned.

Hvor kjærligt han os det endnu i Aften rækker!

        Thi Bollen meer formaaer;

dens Fylde Vittighed og Lune vækker!

        Skaal for det nye Aar!