De store Cirkler som Pesten jeg hader:
fra dem flygter Glæden og Rankernes Fader;
med Stjerner og Nøgler der gjøres Parade,
og Ceremonien gjør Glæden til Iis.
Man sidder paa Stads for de rygende Fade,
og glemmer at drikke paa Fædrenes Viis;
man leer uden Vid, man skjemter og gaber;
man sidder sig træt,
man kjeder sig mæt,
og selv Appetiten man taber.
Jeg holder meest af en broderlig Kjæde;
kun der trives ægte selskabelig Glæde:
Nær Pigen og Vennen og Flasken jeg sidder;
hver Time for mig er da knap et Minut!
Ved Vid og ved Spøg hele Natten henglider;
man klinker for hver en fortryllende Glut.
Vi Daarskabens Gud til Gildet indbyde;
han til vor Desert
har bragt sin Couvert,
og Venus og Bacchus os fryde.
N. T. Bruun.