N.T. Bruun (1778–1823)

Jeg svoer at hylde Viisdoms Lære;

jeg Rynker paa min Pande slog;

en Philosoph jeg vilde være,

og Plato til mit Mønster tog.

Men mig den megen Viisdom kieded,

jeg gabed i god Mag og Ro;

og Glutten jeg i Løn tilbeded,

mig vendte Ryg og ad mig loe!

”Nei, heller Daarskab!” nu jeg tænkde;

”snart visner Ungdomsvaarens Krands!” —

og hvert et Øieblik jeg skiænkde

nu Elskov, Latter, Spøg og Dands.

Jeg elskde, spøgde, loe og dandsed,

jeg Cypervine mig forskrev,

til Gigten mig i Dandsen standsed,

og til jeg syg af Vinen blev!

Men nu jeg Eder kan fortælle

af Gavn og Fryd bestaaer mit Liv:

jeg Viisdom tog til Ægtefælle,

og Daarskab kun til Tiidsfordriv.

Sig Viisdom viser som Vertinde;

ved Taflet Daarskab giør Honneur;

og ei min ene Elskerinde

jeg paa den anden skinsyg giør.

Min Dag jeg offrer Kald og Pligter;

Min Hviletiid tilhører mig:

i den jeg Ven og Viin ei svigter;

mig begge giøre lykkelig!