5. Danmark
Mel. af Weyse.
Mel. af Weyse.
Der er et Land, dets Sted er højt mod Norden,
og Polens Bjerge svømme nær dets Havn;
men skjønt som det er ingen Plet paa Jorden,
og Danmark nævner man dets favre Navn.
I sølvblaa Vesterhav en dejlig Have
med Bøgehegn, hvor Nattergale bo!
Og hver en Del gav Himmelen sin Gave;
paa hver en Plet Velsignelserne gro.
Fra Ejdrens Strøm til Skagens hvide Banker
den jydske Halvø krummer sig mod Nord.
Et herligt Land! dets Folk sig Velstand sanker;
paa fremmed Strand det henter Guld ombord.
Den muntre Stridshingst over Engen vanker,
og Stimer mylre i den dybe Fjord;
til Stavn og Ror har Skoven Egeplanker,
dets Sønner Kraft og Snildhed deres Ord.
Mod Øst for denne tvende Have stride
med Sjølunds Bred og Odins gamle Ø;
nær Laaland, Falster, staar i Klæder hvide,
med Løv om Haaret, Bølgens ranke Mø.
Det raske Folk kan ingen Mangel lide,
thi Agren bølger her sig som en Sø;
om favre Blomstereng staa Lunde blide;
her er det smukt at leve, godt at dø!