Dybt hælder Aaret i dets Gang;
Snart ødes Eng og Lund.
Farvel, med al din Lyst og Sang,
Du korte Sommerstund!
Snart sukker Vinterstormens Røst:
„Alt visner og forgaaer!“
Lad visne kun! jeg veed den Trøst,
Som ligefuldt bestaaer!
Lad Solen korte af sin Vej
Og Natten voxe til —
Guds Vældes Arm forkortes ej;
Hans Viisdom far ej vild!
Lad guulne hvert et Blad paa Kvist,
Lad falme alle Straa —
Guds Kjærlighed, jeg veed for vist,
Omskiftes ikke saa! —
Jeg veed, hvor Glæden har sit Hjem,
Naar øde Mark staaer hvid;
Hiint Frydekor fra Betlehem
Forstummer ingentid.
Jeg veed, hvor Haabet grønnes da,
Naar Alting falmer her;
Min Frelsers Træ paa Golgata
En evig Krone bær!
Lad synke kun med Løvets Fald
Hver Markens Blomst i Rad;
Min Tro paa ham bevare skal
Sit friske Hjerteblad!“
Han lover mig en evig Vaar
Trods Vinterstorm og Død;
Thi Livet frem af Graven gaaer,
Som Kristus gjennembrød.