Der er et Land; dets Sted er højt mod Norden,
Og Polens Bjerge svømme nær dets Havn;
Men skjøn, som det, er ingen Plet af Jorden,
Og Danmark nævner man dets favre Navn!
I sølvblaa Vesterhav en dejlig Have
Med Bøgehegn, hvor Nattergale boe!
Og hver en Deel gav Himmelen sin Gave;
Paa hver en Plet Velsignelserne groe!
Fra Ejdrens Strøm til Skagens hvide Banker
Den jydske Halvø krummer sig mod Nord.
Et herligt Land! dets Folk sig Velstand sanker;
Paa fremmed Strand det henter Guld ombord.
Den muntre Stridshengst over Engen vanker,
Og Stimer mylre i den dybe Fjord;
Til Stavn og Ror har Skoven Egeplanker;
Dets Sønner Kraft, og Snildhed deres Ord!
Mod Øst for denne tvende Have stride
Mod Sjølunds Bred og Odins gamle Ø;
Nær Laaland, Falster staaer, i Klæder hvide,
Med Løv om Haaret, Bølgens ranke Mø.
Det raske Folk kan ingen Mangel lide,
Thi Agren bølger her sig som en Sø;
Om favre Blomstereng staae Lunde blide; —
Her er det smukt at leve, tungt at døe!
Og dybt mod Syd, hvor Elbens Bølge gynger
Vel tusind Snekker langs den grønne Kyst,
I fede Marsk, imellem gyldne Dynger,
De røde Hjorde hvile sig med Lyst.
I østlig Sø, hvor vrede Storfugl synger,
Bornholm staaer kraftig med sit Klippebryst;
Og dybt i Stenen er Karfunkelklynger,
Og det har Mænd, som lee ad Kampens Dyst!
Saa stille Strøm og Sunde — Mark og Stæder:
Men eet er Danmark, trofast er dets Magt;
En Bro af Malm Samdrægtigheden smeder
Fra Bred til Bred, — og Ærlighed staaer Vagt.
Vort Held er eet, og fælles er vor Hæder;
(Den vogter Sværdet med sin Varetægt!)
Og een, — den danske, — Bøn hvert Hjerte beder:
„Gud skjærme Kongen og hans hele Slægt!“