Rolfs Skattekonge fejg og ræd
Ved Skatten stod,
Da Skulda svor: Jeg følger med
Og kræver Blod!
Og fejge Hjartvar tog sin Skat
Og gik ombord
Og lagde ind, ved Mulm og Nat,
I Isefjord.
Men Viggo han hævned’ sin Konge!
Dankongen aabned’, glad og bold,
Sit Lejre brat;
Forræderhæren, myg og kold,
Bar Hjartvars Skat.
Rolf mødte dem saa gjæstefri
Med Viin og Mjød,
Og skjenked’, — indtil Døden i
Hans Bæger flød.
Men Viggo han hævned’ sin Konge.
Da hvisked’ Skulda hjertegram:
Ha Hjartvar! Mod!
Rolf fordrer Skat! — Aftoer den Skam
I Danskes Blod!
Og Hjartvar svor — men gruede
Ved Tanken blot,
Og dræbte lumsk den sovende
Berømte Drot.
Men Viggo han hævned’ sin Konge.
Da vaagnede de danske Mænd
Forfærded’ op
Og slog, — men der var ti mod een
Halvnøgen Krop;
De hug og vidste næppe, hvem
De hug imod,
Og faldt, — men Andre vaded’ frem
I deres Blod.
Men Viggo han hævned’ sin Konge.
Nu laa de der, og Hjartvar stod
Paa danske Lig
Og sukked’: Rolf! her strømmer Blod,
Som elskte dig!
O var der een — kun een — igjen
Saa tro mod mig,
O Rolf! som hver blandt disse Mænd
Var tro mod dig!
Men Viggo han hævned’ sin Konge.
Ha Hjartvar! raabte Viggo, se
Jo jeg er her!
Og jeg er tro, som alle de!
Ræk mig dit Sværd!
Og Hjartvar jubled’: Du endnu!
Saa sværg mig da!
Der er mit Sværd! — men sværger du?
Jeg sværger! — ja!
Men Viggo han hævned’ sin Konge.
Jeg sværger! — Hjartvars Mænd! I staaer
Tolv Gange tolv!
Jeg sværger! — hører det! — jeg slaaer —
Og hævner Rolf! —
Og Sværdet gjennem Hjartvar gik.
Ha lumske Flok!
Saa raabte Viggo, — slaa og stik!
Nu har jeg nok,
Thi Viggo har hævnet sin Konge!