Grundlovssang
Den 5. Juni 1890.
Den 5. Juni 1890.
Nu vajer atter til Dagens Lov
vort Flag højt over Bøgens Grene.
Mod Himlens Blaa og den grønne Skov
de stærke Farver staar saa rene.
Tag da Exempel af den skjønne Dug:
for rene Viljer har vi alle Brug.
Blakket og graa
gjør os kun smaa:
bekjend Kulør, staar du end ene!
Men kan det lykkes, saa »løft i Flok«
og søg din Plads i sluttet Række.
Du véd, at den, der sig selv er nok,
et Folk til Daad kun slet kan vække.
Og vil du lænke Sejren til vor Sag,
tjen først som Menig i de brede Lag.
Bækkene smaa
bli’r kun en Aa,
hvis selv du Skulder til vil lægge.
Naar da ej længer en Store-Klavs
kan paa en Lille Byrder læsse,
saa lidt som Raahed og Gadens Snavs
bli’r taalt i Tale, Bog og Presse,
saa gaar et lutret Folk af Kampen frem,
med Aandens Sollys over tusend Hjem;
Kundskab er Magt
varsler i Takt
hvert Hammerslag fra Tidens Esse.
Og har vi sat os som Kampens Maal:
et frigjort Land med eget Styre,
et Folk, der helst uden Larm og Skraal
lidt jævnt vil under Kjedlen fyre,
men heller ikke slipper Dampen ud,
naar Vejen bli’r lidt lang i Storm og Slud
— sikkert den Fart
Skik har og Art,
naar blot vi ej ta’r fremmed Hyre.
Med Sværd i Haanden endnu en Stund
vi sagtens maa paa Dækket være,
hvis vi vil række den Ankergrund,
der giver os vor Ret med Ære.
Men gaar vi støt vor lige Vej som Mænd,
saa skinner Junisolen vel igjen.
Pletfrit vort Flag
vaje den Dag,
da Folket Sejr hjem skal bære!