Journalist med graanet Skjæg
og med Rynker i din Pande,
vov dig ej fra Salens Væg
ud paa Gulvets aabne Vande.
Ungdomshavets Brænding slaar
op mod Stedet, hvor du sidder.
Mindes du de Tider, hvor
du var selv de skjønnes Ridder?
Men har end du vundet Ry
mellem Pressens haarde Halse,
kommer du tilkort, naar kry
Frøken Let-paa-Taa vil valse.
Du, der har saa mangen Skalp
af din Fjende ved dit Bælte,
bær med Taalmod, at en Hvalp
soler sig blandt Aftnens Helte.
Husk, i Morgen i dit Blad
er du atter Almagtsguden.
— Var du heller ung og glad?
Kribler Blodet under Huden?
