Otto Borchsenius (1844–1925)

Naar daglig man ligger i Haarene

paa Folk, saa det svider og brænder,

man bliver mistænksom med Aarene

og tvivler saa smaat selv paa Venner.

Men skjønt baade De og Gemalen

begaar Dem med Venstre og Højre

og næppe vil træde paa Halen

et Dyr, man med Klogskab kan tøjre,

saa siger en Stemme, en indre,

— Gud give, den ikke maa lyve! —

Men kan du da ikke erindre

den Gang, hun var henved de tyve?

Og har den navnkundige Kvinde,

hvor højt hun end steg paa sin Bane

ej plejet det Ungdomsminde

langt mere, end du kunde ane?

— Saa tag da i Dag, hvor der ringes

til Lyd for de sceniske Sejre

og Hyldest paa Hyldest Dem bringes

fra alle de stridende Lejre,

en Tak for hvad De under Masken

af Menneskeværd har bevaret.

Hver Glød, der blev gjemt under Asken,

maaske til et Liv dog blev sparet.

Mod Viraksbaalet fra Spidserne,

der straaler i al sin Glorie,

en Gnist af et Venskab fra Treserne

jeg mindes som min Historie.

d. 21. Novbr. 1891.