Ludvig Holberg
Ved Afsløringen af V. Bissens Mindesmærke i Sorø Akademihave
Ved Afsløringen af V. Bissens Mindesmærke i Sorø Akademihave
den 13. Juli 1898.
den 13. Juli 1898.
Før Afsløringen.
Bag Gitterværket hist i Sarkofagen
nær Absalon han laa i Kirkens Kor.
Nu staar han her i Lyset og i Dagen
ved Skov og Sø, paa frodig Sommerjord.
Og vi, der skylde Tak ham for hans Gave
ej blot som Danske, men som Sorøs Blod,
skal se ham daglig i vor egen Have
og leve Livet under Støttens Fod.
Hans Blik skal hvile over al vor Færden,
det kloge Blik, som saâ saa skarpt og klart.
Hvert Ungdoms Kuld, der flyver ud i Verden,
skal mindes, han har fulgt dets første Fart.
Og blev for Folk og Land han Sundhedskilden,
i to Aarhundreder vort Aandslivs Salt,
Held os, hvis i vor Kunnen og vor Villen
et Solstrejf af hans Vid og Vilje faldt!
Og taarned han end fjærnt fra vore Skove
sit rette Hus, den danske Skueplads,
naar Baaden kløver Søens blanke Vove,
vi ro dog ogsaa her til hans Parnas.
Den Grund er hans, hvorpaa vi bo og bygge,
hans Sparepenge til hans Fædreland.
Velsignet derfor disse Bøges Skygge,
der saâ os voxe op fra Barn til Mand.
Saa staa da her til Værn for unge Sjæle,
du skjønne Værk af ædel Kunstnerhaand.
Det hører med til Holbergs Eftermæle,
hvad mellem ham og Sorø var for Baand.
Og var for Danmark han en sjælden Lærer,
der løfted os til Jævnmaal med enhver,
Soraner, husk, at Navnet, som han bærer,
for dig bestandig ejer dobbelt Værd.
Efter Afsløringen.
Ja, der er han atter,
som han gik og stod,
med sin lyse Latter
og sit Sandhedsmod.
Ingen Jean den Franske,
ingen Gert fra Kiel,
men den sobre Danske
med det lune Smil.
Hil det Tvillingrige,
fra hvis Rod han randt!
Var der mange slige
Fællesbaand, der bandt!
Tid det er at ende
Tvisten om hans Æt;
der er nok for tvende
Broderlandes Ret.
Dog skal nogen samle
Glansen om hans Navn,
nævn det gode gamle
Kongens Kjøbenhavn.
Det var dér, hans Øje
fik sit Hulspejls Magt.
Spørg de Muser høje,
Støttens Æresvagt!
De kan vidne begge
om hans Forskerflid
— om Komediens kjække
sejersglade Vid
— om hver Fordoms Lænke,
som han brød paa Trods
— om hans Plan at skjænke
al sin Arv til os.
Meld da hver, som gjæster
Sorø lille By,
om vor gamle Mester
og hans unge Ry,
ungt, saa længe Sproget,
det, han sleb os blankt,
løst fra Fremmedaaget
voxer frit og rankt.