Hvi seer du, danske Mand,
Saa undrende mod Sveitserland?
Hvad er der, som din Sjæl saa mægtigt rører?
Er Vilhelm Tells Bedrivt
I Uris fjerne Klipperivt
Saa sælsom da for dine danske Ører?
Hvad! har da Heltedyden
Allene Hjem i fjerne Syden?
Er Frihedssind saa fremmed her i Nord?
Skalt du af Landet vandre,
Saa fattig ledende hos andre
Om Egen, som her hjemme herligt groer?
Hvad er det for en Røst,
Som tryller nordisk Ynglings Bryst?
Om fremmed Daad en fremmed Bardes Stemme.
Hør egen Skjaldesang
Om dine Fædres Kæmpegang!
Hør Dannemark! du har en Tell her hjemme.
Lad Sydens Barder sjunge!
Blant himmelhøie Alper runge
Et fremmed Kvad om fremmed Kæmpes Id!
I Daunens grønne Vange
Du hører dine Skjaldes Sange
Om dine egne Fædres Heltetid!
Grev Geert gaaer ind ad Danneværke,
Han har ti tusind Sværd.
Hvor ere vore Kæmper stærke —
Uovervundne danske Hær:
Vil ingen drage Sværd fra Belte,
Og Ødelæggelsen tilbagevælte?
Naar Haab og Mod og Tillid svigter
Et Folk i Farens Tid;
Naar det mismodigt tvivlsomt figter,
Og gruer for ulige Strid,
Bekymret tæller Fiendens Sværde:
Da er i Sandhed megen Nød paafærde.
Som Biers unge Hær foruden Dronning
Forsagte skilles ad:
Saa spredes og — berøvede sin Konning —
Det bange Folk fra Birtingsbad.
Ei Blod, men Qvindegraad er runden,
Og Dansken uden Sværslag overvunden.
Grev Geert hen over Folket bruser,
Der flyde, da det gjaldt;
Den stolte Sejerherre knuser
Det Land, som uden Modstand faldt.
Han skrider som en Tordenbyge;
Bag Ødelæggeren Ruiner ryge.
Da krymper sig i lønlig Harme
Det haardt betrængte Land;
Vil Himmelen sig ei forbarme,
Saa er det nu forbi med gamle Dan.
I Anger og unyttig Klage
Henslæbe sig de hadelige Dage.
Som Skovens rædde Folk, naar Ørnen
Fra Skyen styrter ned;
Som Dalens svage Slægt, naar Bjørnen
Fra Hien springer ud til Mord bereed:
De glemme Raad og Daad i Nøden —
I stum Bedøvelse annamme Døden.
Niels Ebbesen staaer op fra Bænken,
Han binder Sværd om Lænd;
At sønderbryde Trællelænken
Min Helt vil lære de forsagte Mænd.
Den stolte Fiende Baunen tænder,
Og puster til den Ild, som vældigt brænder,
Som naar vort Nordhavs stærke Bølger
Ved Frostens stille Magt
De hvide Rygge under Isen dølger,
I haarde Vinterlænke lagt:
Saa laae de stærke danske Kæmper;
Forfærdelse den gamle Lue dæmper.
Som naar en Storm fra Solens Leie
Opbryder Frostens Dør,
Frie er igjen de skumbeklædte Veie,
Og Bølgen ruller vældigt nu som før:
Saa vækker Heltens Røst af Dvale
Hver ædel Sjæl i gamle Danmarks Dale.
Niels Ebbesen i Marken træder
Med røden Dannebrog:
De tydske Kvinder hjemme græder;
De danske Kæmper Fienden slog.
De Holster flygted eller døde;
De Danske seired i det vrede Møde.
Bedst luttres Somrens kvalme Hede
I Storm og Tordenvær;
Den røde Ild maae Rusten æde
Af det ubrugte gamle Sværd:
I Nød skal Folkeslægten lære
At værne om sin Frihed og sin Ære.
Saa luttredes igjennem Trængsel
Det gamle danske Blod,
Og af det søndersprængte Fængsel
Nyfødt en bedre Slægt opstod.
Fra Nederlag og Slavekjæder
Gik Danmark ud til Sejr og evig Hæder.
Stor var den Bjergets Mand,
Hiin Ædling udi Sveitserland,
Som opret gik forbi Tyrannens Hue;
Han, som allene stod
Blant Landserne med freidigt Mod,
Hans Sjæl har brændt af Friheds Himmellue.
Men mindre var han ikke,
Som Sejervinderen maae tigge
Forgjæves om et trofast Vennetag,
Som tør Tyrannens lære
At skjælve midt i sine Hære,
Selv smilende ad tusind Sværdes Brag.
Kjækt var det Kæmpebryst,
Som ilte først til blodig Dyst
I Sveitserfriheds unge Morgenrøde;
Dog stod en trofast Hær
Bag Heltens Ryg med skarpe Sværd,
For Fædreland at seire eller bløde.
Men han som uforfærdet
Paa Nørreriis opløfted Sværdet,
Blant undertvunget Folk en fredløs Mand:
Allene stod min Kæmpe
At falde, eller og at dæmpe
Den Ild, som hærgede vort Fødeland.
Stærk var den unge Arm,
Der først mod Geslers stolte Barm
Udsendte Pilen fra den sikkre Bue;
Dog gammel, krum og graae
Han Sønnesønners Seire saae,
Og varmed sig ved Friheds klare Lue.
Men han, som atter reiste
Det sunkne danske Mod og keiste
En Anden til den Stol, han selver vandt;
I Friheds Morgenrøde,
Da Kæmpens Hænder Slavelænken brøde,
Hans ædle Blod paa Seiermarken randt.
Velsignet er den Dag,
Da Dansken efter vundet Slag
Treen paa sin frie skjøndt blodbestænkte Slette;
Femhundred Friheds-Aar
Endnu det gamle Danmark staaer:
Det voldte Nørrerises ædle Jette.
Thi skalt du, Danske, hædre
Det Manddomsværk af dine Fædre,
Der vore Fiender blev til Jorden kryst;
Lad ingen Fremmed vinde
Den Mark, hvor Blodet maatte rinde
For os og vore Børn af Heltebryst!