Efter Sædvane bærer
det danske Folk
en Hyldest og Hilsen
til sin gamle Konge,
der rank som en Yngling,
trofast som den Mand,
han har været og er,
sidder midt iblandt os —
bærer den højt
som en skinnende Stråle,
der leger, leger med Guldæbler.
Længe har han levet
og meget set.
Der oprandt Dage,
også blandt de sidste
korte, skumrende,
der fødte ham Sol —
andre, der druknede
i Tåge og Slud
og lod ham sidde ensom
og sorgfuld tilbage
med Hermelins-Kåbens
Skarlagens-Skød
fuldt af de tungeste
Tårers Regndryp . . .
Vi véd det, forstår det,
hver Mand i hans Folk:
Idag vil vor Konge
se sig om
forgæves for at finde
det kæreste og bedste
Hjærte, der banked mod hans.
Men det tør han tro,
at hvad han end har mistet
og ikke mer kan favne —
Hjærter vil vor Konge aldrig savne.