Edvard Blaumüller (1851–1911)

Da Napoleon Anno halvfjærs

        vilde vise sig tapper som Kriger,

da man rundtom i Lande og Riger

        skrev Artikler på Prosa og Vers,

da hos os — ja man talte vel dansk,

        men besværligt og kun gennem Næsen,

og i Tivoli lød Marseillaisen —

        Abonninerne sang den på fransk . . .

Da begav det sig — Brødre, begynd

        kun at røre på Fødselsdags-Korken!

da begav det sig nemlig, at Storken

        drog os op af Latinskolens Dynd.

Og den bar os forsigtig i Havn;

        alma mater blev først noget bange,

skaffe Vugge og Bryst til så mange —

        men hun tog os dog kærlig i Favn.

Ellers var vi et nydeligt Kuld,

        endnu dunet på Hagen og Kinden,

af Begejstring og navnlig for Kvinden,

        for den nordiske, Barmen var fuld.

Man forsikred, at da vi et Døgn

        efter Fødslen blev døbte i Druen,

var der dem, hvem en Jomfru holdt Huen —

        men kanhænde, det bare var Løgn.

Selve Dåbsdagen glemmer vi ej.

        Det var Solskin og grønt i Skærsommer,

da vi muntre, med spækkede Lommer

        og Cigarer begav os på Vej.

Hos Traktøren vi greb i vor Barm,

        sang og talte bag Lysthusets Grene —

siden vandred vi hjæm i den sene

        Sommernat under Latter og Larm.

Ud på Høsten hang alle Mand i,

        alma mater tog Flokken i Skole,

og omkring Professorernes Stole

        blev vi oplært i Filosofi.

Der var dem, hvem den ikke bed på,

        der var andre, den furede Panden;

men omsider ej mere hinanden —

        Fakulteterne skilte — man så.

Og der kom nye Tider,

        de gamle lå på Bål;

rundtom i Åndens Verden

        der sattes friske Mål.

Vi havde længe siddet

        i Ro, med Døren stængt,

nu brød der frem et Uvær,

        og Lås og Slå blev sprængt.

De store, fjærne Vidder

        lå åbne for vort Blik;

og hvo, der vilde fare,

        fik gøre nyt Bestik.

Det nytted ikke længer

        at te sig gammelklog,

man måtte gå i Lære

        påny som Skolepog.

Begyndelsen var Kaos

        med Kimens ramme Dunst,

men siden faldt der Klarhed

        på Videnskab og Kunst.

Der fremstod nye Mestre,

        som pløjed Tankens Muld,

og vore Fædres Harpe

        tog nye Strenges Guld.

Omkring os vågned Folket

        og fylked sig som Hær;

der klang igennem Luften

        et Gny af blanke Sværd.

Hver valgte sig sit Banner,

        man stred med Ord og Pen

en Kamp, hvor den, der fældes,

        ved Kvæld står op igen.

Lad være, somme mene,

        at Kampen gør Fortræd!

Det er dog vist en Lykke

        at kunne være med.

Og slog vi skilte Lejre,

        og tog vi tit en Tørn —

vi sidder dog som Brødre,

        det samme Slægtleds Børn.

Halløj du dér! Ja undskyld! Jeg tror, vi var dus.

                »Bevares! Gener dig bare ikke!«

Så hæv dit Glas, du gamle, som dengang du var Rus,

        og lad os på de fælles Minder drikke!

»Med Glæde du — men tilgiv, jeg husker ej dit Navn.«

                Uhyre! Så skulde også Pokker —!

»Bi lidt . . . Du hed jo Søren. Var sort som en Ravn.

        Men hvor har du gjort af dine Lokker?«

Hvorfor vil du minde mig om Lokkens Forlis?

                Man kan jo ej alle Ynder have.

Skønt dine har formeret sig i Lispundevis,

        for du har gået hen og fået Mave.

»Såmænd. Det kan nok være. Men lad os, min Ven,

                ej tale om disse gamle Skader.

Stød til og lad os tømme! Vor Ungdom farer hen.

        Og begge er vi ikke mere Sprader.«

Der var så bold en Ridder, og han var bleven grå;

det græmmed dybt hans Hjærte, den Stund han først

det så.

I mange Dage sad han med Hånden under Kind;

da hændte det en Morgen, han axlede sit Skind.

Og ledte han sin Ganger for Borgeporten hen —

sin tabte Ungdom vilde han jage op igen.

Han red sig frem til Skoven, dér spillede en Hind;

den beded han ej længe, så fanged han den ind.

Der fløj en Falk i Luften, den bar så megen Ild;

men Ridderen, han fæsted i Falkens Bryst sin Pil.

Så red han ud på Heden, hvor Søndenvinden randt;

sin Ganger god han spored og over Vinden vandt.

Men ak, sin Ungdom fanged den Herre aldrig ind!

Hun løber mere snelt end Hind og Falk og Søndenvind.

Men lad kun løbe den Ungdommens Vår,

        som bedst hun har lært!

Vi har dog set i de rindende År,

        hvad Livet dybest er værdt.

Og drømmer vi ikke så ungt og lyst,

        har Kampen gjort os til Mænd,

vi bærer med Mod til at vove en Dyst

        Sværdet ved Lænd.

Den Ungdom har Blomster i skinnende Rad,

        og Farven er skær;

mens Manddommen plukker sig Blad på Blad,

        som ene voxer på Trær.

De Blomster visner. Den lystige Vår,

        hun træder så stakket en Dans.

Men Bladene holder. Og aldrig forgår

        Hæderens Krans.

Studenter! Brødre! Vi mødes ej her

        ved Mindernes Grav.

Vi ved jo, at Livet på hver især

        iblandt os endnu har Krav.

Så lad os, medens vi løfter vort Glas,

        i Fællig slutte en Pagt

om trofast at holde, og hver på sin Plads,

        standende Vagt.