Børn, nu rejser vi af Land,
lav jer derfor flux i Stand!
Peter, du må ikke fryse,
Ellen får sin Silkekyse,
den er varm med lådden Rand.
»Fader, hvor går Rejsen hen?«
Ved du ikke det, min Ven?
Over Sø og salten Vove
for i Betlehem at love
Jesusbarnet, født igen.
»Ja, men Søen er så våd,
og vi har jo ingen Båd.«
Det har intet at betyde,
vil man blot Vorherre lyde,
finder sagtens han på Råd.
Her er Skuden, han os bød.
»Bare den nu tåler Stød!«
Kirke-Arken man den nævner;
der er dem, der tror, den revner
men det har vist ingen Nød.
»Hvide Tage titter frem —
det er nok Jerusalem!«
Her er ej for Børn at dvæle,
ti her ved I vel, den fæle
Kong Herodes har sit Hjæm.
»Fader! Skal vi længer gå?«
Er du kanske træt, du små?
Kan du se den store Stjærne
blinke til os fra det fjærne?
Den skal Peter passe på!
Når du som de vise Mænd
stirrer rigtig fast på den,
går du aldrig over Stregen,
farer aldrig vild på Vejen,
og får aldrig mere Skænd!
»Se, nu slukkes Stjærnens Fyr!
Hvad er det for stygge Dyr?
Skal de også med til Stadsen?«
Ingen Oxe eller Asen
sætter Festen overstyr.
Hør nu, Børn! I denne Stald
står en Krybbe, kort og smal;
dér skal Jesusbarnet findes,
han er Prins, det bør I mindes
og forlanger Fodefald.
»Her er fuldt fra Væg til Væg!
Manden med det sorte Skæg,
bare han os ej vil spise!«
Det er en af Østens Vise.
»Ingen kan forstå hans Præk!
Å, men dog, se dér, se dér!
Lad os blot gå ganske nær!
Det er Jesus! Er det ikke?
Om hans Pande ser jeg ligge
Solens klare Stråleskær.
Men han har en dårlig Seng,
nu da Kulden er så stræng!
Ellers gad jeg rigtig spør’e:
Er Vorherre ikke større?«
Ikke større? Nej min Dreng.
Han er stor nok for os små.
Tænk, hvor han dog kan forslå!
Vil jeg ved mit Bryst ham lægge,
kan hans varme Legem dække
Fader helt fra Top til Tå.
Derfor Børn! Nu er det Jul.
Lykken er en flygtig Fugl.
Vil I ej gå hjæm og græde,
må som Fader bag det spæde
Jesusbarn I søge Skjul —
da først får I Julens Glæde.