Men Kvinderne, som var fulgt efter,
så Graven, og hvorledes hans Lig blev
lagt. Og de sad lige overfor Graven.
Mat. 26. 61. Luk. 23. 55.
SALOME.
Du Drot over Israel! Her lagdes du ned.
Var dette da Riget, hvorfor du stred?
En Grav, det kan jo den fejgeste fejge,
som løb af Slaget, få Magt til at eje.
Du var så herlig, så strålende stor
som ingen, jeg kendte på denne Jord,
du burde rådet, min Herre og Frænde,
fra Floden og indtil Jorderigs Ende
og vandt bag Gravfjældets svimlende Top
et Rige, hvor Solen aldrig står op.
Men ensom skal Graven dig ikke dølge.
Der rejser jo Mennesker did med Følge.
Det hænder med hver den Mand eller Viv,
der bærer på mer end sit eget Liv;
de tager det fremmede med sig i Døden.
Du bar på manges. Du tog dem i Nøden.
Beholdt dem siden. De elsked din Sag,
stod frivillig frem på din Vældes Dag . . .
Der var mine Sønner. De tjænte dig begge.
Dog Kalken vilde du nødig dem række,
den Kalk, du idag på Korset har tømt;
og havde om dette Rige jeg drømt,
da skulde jeg næppe med Bønner blide
forsøgt at skaffe dem Plads ved din Side.
Nu får de den nok. Med dig er de dømt.
Vi alle. Dømte til Døden at lide . . .
Men Pagtens Eder, Forjættelsens Ord,
begraves de også i sorten Jord?
Min Herre og Konge! I Tider trælse
vi håbed ved dig at skue vor Frelse.
MARIA MAGDALENE.
Idag var du Præst — den Ypperstepræst,
der ofred ved Folkets Forsoningsfest.
Jeg stod i Golgatas Forgårds-Trængsel
og så dig komme, du Israels Forlængsel.
Hvor værdigt du førte din hellige Fod,
og hvor dine Hænder blev røde af Blod!
Nu stedes du dybt, dér aldrig faldt Sol,
at frembære Ofret for Nådens Stol.
Jeg ligger for Døren med alle de fromme.
Didind for Guds Åsyn tør vi ej komme.
Men for din Gravs allerhelligste slår
jeg ud som et Klæde mit gyldne Hår,
purt Guld for min Herre fra Bundens Rødder
jeg svøbte det éngang om dine Fødder . . .
Idag var du Præst. Det var du vel før.
Du helede nænsomt det brudte Rør,
du læed med Hånden den rygende Tande.
Det Skændselsmærke, jeg bar på min Pande,
det sletted du ud på en anden Fest —
og hvem kan forlade uden Guds Præst?
Skil Forhængets Bølge! Hvorfor vil du bie?
Og se mig i Øjet. Og kald mig Marie!
Min Præst, jeg, som trode dig alle Dage,
jeg venter dig! Kommer du ej tilbage?
MARIA FRA BETANIEN.
Du sad i min Stue. Og jeg ved din Fod.
Du gav af din Rigdom, jeg tog kun imod,
var intet for dig, forstod blot at lytte,
men vilde med ingen i Verden bytte.
I Sandhed, jeg valgte den bedste Del,
jeg valgte dig selv, jeg tog dig hel.
Og nu har jeg tabt dig, sidder med Tårer
og mindes en Krone, hvis Torne sårer.
Du tog den ej selv, det ved jeg vel,
de gav dig den, de, som slog dig ihjel;
dog syntes jeg tit — men mulig jeg fejled —
at også din Tinding til Kronen bejled.
Og da blev jeg angst. En Herrens Profet
med Krone, som Konge! Hvornår var det set?
Og du havde Fjender. Fødte og svorne.
Hvis du skulde krones, det blev med Torne.
Jeg tænker på Kronen. Den var ej ny.
Du bar den i Søndags, du red i By.
De ænsed den ej, de mange, der fulgte,
Begejstringens flimrende Soldis den dulgte;
selv følte du grant dens nagende Stik —
ej heller var siden den skjult for mit Blik.
Jeg så den om Kvælden, du sad for Borde,
og denne min Hånd, der salved dit Hår,
berørte dens Fletværk — din Pande blev sår . . .
Da var det, o Rædsel, du tog til Orde:
Lad hende i Fred! Hun flyr mig til Jorde.
Nu ligger den knust, det Magtens Symbol,
som slukte mit Lys, mine Øjnes Sol.
Og hjæmme i Huset er Stuerne tomme —
jeg sidder på Skamlen og venter dit Komme . . .
Ti rejser jeg mig og sender dig Bud:
Min elskede Mester! Kom ud! Kom ud!
HERRENS MODER.
Jerusalems Døtre, I klage jer Nød,
for nu er Israels salvede død!
I gør det med Rette. Han tog eders Kvide
og skar eder Kjortler, som Lyset hvide.
Men han var min Søn. Med Moderrøst
jeg råber det ud i Vest og i Øst.
Forstå det, I Kvinder — for længe jeg tied
mit Liv ham bar, mine Bryster han died.
I saa ham som Mand, dengang han var stor,
og undredes over hans stærke Ord . . .
Hvad Fugl er vorden, det løfter vel Vingen,
så højt som han, det nåde dog ingen.
Og alle hans Undre, hans Kærligheds Fylde
I måtte ham visselig hædre og hylde.
Og dog, hvad ved I vel om min Søn?
Hvor var I, da Englen kom i Løn
og priste mig salig for alle Kvinder?
Og deler I med mig de dyreste Minder?
Besøgte I mig i Betlehems Vrå,
da Barnet jeg fødte på Staldens Strå?
Og da i mit Skød det lagdes til Hvile,
har nogen af eder da set det smile?
Det vidner jeg her: Fra den første Stund
ej Synd i hans Sjæl, ej Svig i hans Mund!
Og ham har de hadet. Mod ham skar de Tænder.
Ham overgav de i Morderes Hænder!
Jerusalems Døtre! I klage jer Nød,
for nu er Israels salvede død . . .