Der sad tre Mestre i Babylons Stad,
de var både vise og fromme;
de havde vendt sig fra Afguden Bel
og frygted Gud Herrens Domme.
Ti lagde de hårdt deres Kød i Band,
de åd kuns Urter og drukke kuns Vand
så lang som Dagen, han var;
den ene hed Kaspar, den anden Melkior,
den tredje hed Baltasar.
Og som de efter Gud Herren at se
så hjærtelig monne forlange,
en Engel vistes og varslede dem,
han skulde på Jorden gange.
Med Undren de lytted til Englens Ord;
men der han atter til Himlen opfor
at stande Gud Herren næst,
de tog sig fore hans Varsel at tyde,
alt som de kunde bedst.
De grunded derpå tre Dage i Rad,
men ingen årked at tale.
Hvorlunde skulde de tænke sig Gud
at vandre i Dødens Dale?
Han sad usynlig på Himmerigs Slot
og kom nu at stilles for Øjne blot
og tage sig Skikkelse på . . .
Men hvilken det var, og hveden den toges,
det kunde de lidet forstå.
Da hændte det sig i den fjærde Nat,
der Lampen misted sin Lue,
men Stjærnernes Hær varagtig holdt Stand
i Stimer på Himlens Bue,
at Kaspar, der sad med Ryggen mod Væg
og grublende fletted sit hvide Skæg,
stod op og pegede ud —
nu vidste han klarlig, i hvilket Billed
han fik at skue sin Gud.
»Se, Brødre, hin Stjærne, der vandrer frem
hist ude ved Himlens Rand!
Den lignes ingen, mit Øje har set,
som Solen den står i Brand.
Så må Gud Herren på Jorderig gå,
som Stjærnen, der vandrer på Himlen blå
og frygter ej Nattens Gys;
ti, Brødre, Fæller i Visdommens Tempel,
Gud Herren er sandelig Lys.«
Det talte Kaspar og satte sig ned,
imen de andre tav kvær.
Og Timerne randt. I Vindøjet faldt
det første, gryende Skær.
Da fødtes nede på Gaden en Larm;
en Skare Kæmper med Sværdet i Arm
red ud fra Babylons Slot
og efter, med Krone af røden Guld
på Hovedet, Babylons Drot.
Men der han stoltelig for dem forbi,
trak Hermelinskåben for Bryst,
da rejste Melkior fra Hyndet sig brat
og hæved højlydt sin Røst:
»Det tykkes mig, Brødre, at høve bedst,
om Gud vil komme til Verden som Gæst
i Kongens Lignelse lagt;
ti trods al Tvist om den højestes Væsen,
Gud Herren er sandelig Magt.«
Dog næppe havde han lukket sin Mund
og taget sin Plads fra før,
da hørte de vise en frygtsom Hånd
at banke på Husets Dør.
Og Døren gled op. På Tærskelen stod
med ydmyge Lader et pur ungt Blod,
en Kvinde ussel og arm;
der lå den fejreste, halvnøgne Pusling
og died ved hendes Barm.
De tvende Mestre, der alt havde talt,
de gav hver Kvinden sin Skærv;
men Baltasar tænkte, det lidet Kind
her røgted et Sandheds Hverv.
Han nærmed sig tyst, beskued en Stund
dets klare Øjne og smilende Mund
med from og andægtig Ånd,
hvorefter han bøjed sig dybt mod Jorden
og kyssede Barnets Hånd.
»Højlovet være den levende Gud!
Almægtig i Lys han bor.
Dog uden han vorder som dette Barn,
ret aldrig han kommer til Jord.
Hver den, der skal passe for Støvets Kår,
må lægges under et Hjærte, som slår,
og stige i Svøbet ned;
så også vor Gud, ti, Brødre og Fæller,
Gud Herren er Kærlighed.«