Engang skal vi heden vandre
Bort fra Jordens lave Dal,
Samles atter med hverandre
I den lyse Himmelsal;
Endt er Jordelivets Kummer,
Øjet lukker sig til Slummer,
Og et Hav af salig Lyst
Bølger i det fulde Bryst.
Man mit Støv i Graven sænker,
Dybt i Jordens Moderskjød;
O men gjennem Baand og Lænker
Aanden fri og kraftig brød!
Ned jeg Vandringsstaven lægger;
Fader! du til Liv mig vækker!
Livet du forjætted’ mig,
Trygt jeg lide vil paa dig.
Ingensinde kan jeg glemme,
Hvad du ømt tilhvisked’ mig;
For mit Øre lød din Stemme:
„Aldrig jeg forlader dig.“
Ja du bød mig did at skue
Mod din hvalte Himmelbue,
Naar ved Banens Maal jeg staaer,
Og mit Hjerte mat kun slaaer.
Rolig Blikket mod det Høje
Skuer over Tid og Grav,
Vemodsduggen i mit Øje
Vifter Haabets Sefyr af;
Gjennem Dødens Tempelbuer
Did, hvor Livets Kjerte luer,
Vandrer jeg med frejdigt Mod:
Gud end aldrig mig forlod.
Og af Himlens Glans omgivet,
Bort med rene Toners Strøm,
Flygter jeg fra Jordelivet —
O hvad er det? kun en Drøm!
Kun en Drøm om Himlens Glæder,
Hvor i Englekor jeg kvæder,
Hvor jeg synker til din Barm,
Gud! af hellig Glæde varm.
Her jeg skimter i det Dunkle,
Hist skal Øjet skue nær,
Hist, hvor Nattens Stjerner funkle
I forklaret Sølverskjær;
Maalet fandt ej Hjertets Længsel
Her i Jordens trange Fængsel;
Gaaden, vi ej her forstaae,
Hist skal løses i det Blaa.
Hvad er Maanens hvide Straaler
Vel mod Solens gyldne Skjær?
Ej dit Øje Flammen taaler,
Dog en Afglans kun den er!
Kun et Gjenskin af den Høje,
Ham, hvis milde Faderøje
Hisset skuer nær din Aand,
Løst af Støvets tunge Baand!
Livets bedste Rose visned’, —
Ormen gnaver ved dens Rod;
Sorg vort Hjerte gjennemisned’, —
Mangen Elsket os forlod;
Her er deres Spor udslettet,
Men liig Blomster blev de fletted’
Ind i Himlens milde Krans,
Straalende i evig Glans.
Under Fredens Palmer vandre,
Elskte! i et bedre Hjem,
Skal vi engang med hverandre,
Hist, hvor Lyset straaler frem;
Glad vi bryde Støvets Larve;
Hist et evigt Liv vi arve,
Hvor i lune Himmelbo
Hjertet aander salig Ro.
Fuglen i de Dødes Have,
Mellem Taarepilens Løv,
Kvidrer over sorte Grave:
„Fred med alle Godes Støv!“
Salig hvo i Herren døde!
Engle række ham imøde
Sejrens Krans, og hvert et Savn
Stilles hist i Fredens Havn.