Mørk hviler Natten paa Skov og Vang,
Og Stjernerne blinke foroven;
Den Nattergal fløjter bag Løvets Hang,
Det lyder saa sødt gjennem Skoven.
Men Uglen han er den grimmeste Fugl,
I Taarnet sin Rede han bygger;
For Solens Straaler han kryber i Skjul
Og elsker de natlige Skygger.
I Reden ligger hans Mage graa
Bag Kirkens søndrede Rude;
Og naar hende selv vil Mælet forgaae,
Hun lærer de Unger at tude.
„Bort, pak dig afsted, du elendige Svend!“
Saa hvinede hæslig den Ugle
Og fløj til den natlige Sanger hen,
Som bange monne sig skjule.
„Hvad gavner din Klynken bag Løvets Sal?
Hos mig skal du gaae i Skole:
Thi jeg, jeg er den dygtigste Karl,
Skjønt smudsig og graa er min Kjole.
Jeg bider Rotten og Musen ihjel,
Som graver i Jorden sin Hule; —
Hvad gjør din Fløiten for Nytte vel?
Du meest forhadte blandt Fugle!“
Sangfuglen flygter, hvor Skovens Krans
Med tættere Skygge sig hvælver,
Hvor gjennem Bladene Maanens Glans
Kun sparsomt blinkende skjælver.
Fra klangfulde Bryst, bag skjærmende Træ’r,
Vemodigt dens Sukke stige:
„Ak har det Skjønne slet intet Værd?
Skal Alt for det Nyttige vige?“
Vel stundum fløjter en Nattergal,
Mens Uglerne tuder, i Livet:
Men hin skal boe udi Løvets Sal,
Og disse blev Taarnet givet.