De vandrer i den høstlige Allé,
hun rund og graa, med Øjne milde, gode —
han knoglet, høj, med Haaret graat som Sne,
ukueligt han bær’ det stolte Ho’de.
Han støtter hende varsomt med sin Haand,
hun rokker tungt paa Gammelkonefødder —.
Aa, det, der binder Jer, er stærke Baand,
som dem, der binder Træet og dets Rødder.
Han læmper efter hendes Gang sit Fjed
og smiler lidt og retter paa sin Brille —
hans Stemme er saa god og fuld af Fred,
nu er der i hans Indre tyst og stille —
thi fjærn er nu den røde Ungdomstid,
da Hjærtet flammed som en Lavakilde,
da Kinden skinsygt kunde blive hvid,
mens Tanker fløj som Fugle, mørke, vilde — —.
Nu gaar hun dér saa stille og saa graa —
nu er hun kun en lille, gammel Kvinde —
og Øjnene, det er de samme blaa,
men ingen Gnister ulmer mer’ derinde —.
De to har kæmpet Blodets Smærtedyst,
har grædt og let og sukket tyst i Drømme,
men frelste i det skrøbelige Bryst
hint Væld fra EVIGHEDENS store Strømme —
har trukket Byrden Dag og Nat og Dag
som Heste spændte i den samme Sele —
snart var den ene stærk, den anden svag —
alt maatte disse to af al Ting dele — —.
Nu gaar de i den høstlige Allé,
hvor Vinløv græder Blod om grønne Stave,
de gaar saa tavse Haand i Haand, maaske
de tænker paa hin Vej til DØDENS Have — — —.