Sommersuset i de store Træ’r
var mig som en Hilsen kendt og kær —
som et Kærtegn over Munden,
da jeg vaagnede i Morgenstunden.
Du mit arrede og mørke Sind,
atter skal Du lukke Dagen ind —
Timerne skal lydløst stige
for at smuldre bort, ugribelige —.
Hvad vil Dagen bringe Dig, mit Sind —
se, jeg strækker Haanden som en Blind —
skal jeg gribe, glad og bange,
det, jeg famled mod saa mange Gange — —
eller skal jeg bøjes haardt mod Jord —
skal min Læbe glemme Glædens Ord —
skal den tunge Taare tindre,
medens Stjærner styrter i mit Indre — —.
Nye Dag, der kom med Blomsterblæst —
aa, Du er en længe ventet Gæst —
bærer Du bag Kappens Flige
gyldne Stumper af mit Himmerige — — —.