Hvor er Din gamle Latter,
Du graasprængte Dreng —
den var som Humlebier
i Sommerdagens Eng —.
Bag Overskægets Totter
er Munden trist og stram —
den aabner sig kun villigt
paa Kanten af en Dram.
— — —
Jeg spørger ikke mere,
jeg saa Din Ægteviv —
i Haaret sad en Fjerdusk
med Kvaster som et Siv.
Det var en fyldig Dame
med Sløjfer for og bag —
hun lignede et Fuldskib,
der tyst gaar over Stag —
og Du var Slæbejollen,
der hugged i sit Tov
og dukked sig i Bølgen,
der kølede dens Bov —.
Hun nærmed sig til Bordet
med Øjnene paa Klem
og hvæste ganske sagte:
Saa, rejs Dig, vi skal hjem!
Du rejste Dig paa Stedet,
Du gamle Offerlam —
men vi, der blev tilbage —
vi tog os nok en Dram.