Og DØDEN red over SYVBJØRNEBROEN,
det lød som Plejlenes Slag i Loen.
Krager skreg om hans brede Hat,
der skygged som Høstens dybeste Nat.
Da DØDEN kom til Udliggerhuset,
kaldte en Stemme i Nattesuset,
det var den gamle Per Røgter, der jamred:
Aa, læg mig til Hvile i Kistekamret.
Og DØDEN red til SYVBJØRNEGAARDEN,
det var en duftende Nat i Vaaren,
bag Løvet hulkede Nattergale.
Han standsed i Skæret fra Gaardens Sale.
Ved Jærnringen bandt han den skimlede Krikke
og gav den af Bryggerskarret at drikke.
Saa skred han op ad den store Trappe,
Orme dryssede fra hans Kappe.
Han humpede ind i den høje Stue
og bukkede dybt for den unge Frue.
Hun blegned og greb til sit lille Hjærte,
uroligt blafrede Sølvstagens Kærte.
Og Herren til Gaarden langed til Sværdet
og hugged og stak, men hen i Vejret —
den fremmede Rytter var løs som Luften,
han fyldte kun Stuen med Dødningeduften.
Og Fruen jamred: Aa, lad mig leve!
Min Ægtemand gør Jer gerne til Greve!
Men Rytteren greb om den knitrende Kjole —
Fruen vælted to Gyldenlærsstole —.
Saa kvalte han hendes Graad i sin Kappe
og bar hende ned ad den store Trappe —.
Men da de kom til Udliggerhuset,
kaldte en Stemme i Nattesuset —
det var den gamle Per Røgter, der jamred:
Aa, læg mig til Hvile i Kistekamret —.
Men DØDEN red over SYVBJØRNEBROEN,
det lød som Plejlenes Slag i Loen.