H.L. Bernhoft (1793–1851)

I qvægende Skygger,

    Som hen over Bækken sig bøie,

Hvor Fuglene bygger

    Paa skraanende, græsklædte Høie,

              Hvor spillende Straaler

              Fra bredfyldte Skaaler

Trindt sprede Rigdom fra Nord og til Syd,

Til Danas livsalige Fryd:

Hvor rullende Bølger

    Hendukke imod bugtede Strande,

Hvor Zephyr forfølger

    Letskvulpende, mørkeblaae Vande,

              Hvor dybt i det Fierne

              Jeg skuer saa gierne

Mit hiertes den bedste, den huldrigste Lyst,

O Hertha! din skovkrandste Kyst:

Hvor vaargrønne Blade

    Titusinde Perler neddrysse,

Mig flagrende bade,

    Mens Vinde i Søvn mig inddysse,

              Og svævende gynge,

              Mens Fuglene synge,

Det viftende Klæde om Rosernes Mø,

Som hersker paa blomstrige Ø:

Hvor Stiernerne vinker

    I lysende Glimt fra det Høie,

Og Luna nedblinker

    Med rødligt og graaddugget Øie,

              Hvor Nattergalstoner

              Fra Lundenes Kroner

Gienlyde i Sølvskiær og blegnende Skin,

Ved Nattens de sagteste Trin:

Paa snehvide Bierge

    Med løvfulde kneisende Bøge,

De skiønneste Dværge

    Af Fielde, min Leden kan søge,

              Hvor Grønt mod det Hvide

              Fra hældende Side

Forhøies ved Himlens lysstrøede Blaa,

Og tindrende Guldstierner smaa:

Der seer jeg mig vanke

    Ved Venskabs det hellige Alter,

Og hurtig min Tanke

    Sig taber i Kridfieldets Spalter;

              Der seer jeg mig stirre

              Med Blikke, som irre

Mod Siølund til Stedet, som slutter i Favn

Mit aldrig oprettede Savn!