H.L. Bernhoft (1793–1851)

Vinker dig min farvesprængte Krone,

Og mit lyse Smiil fra milde Zone,

Tag mig da, før Stormen knuser mig.

Giv mig til din ømme Elskerinde,

Lad paa hendes Bryst mig Døden finde,

Blidt imellem Barmens Lilliehøje,

Vil mit Lueskjær forlyste dig.

Pluk mig snart; jeg lider saa af Kulde,

Regnen øse mine Blade fælde.

Vandkold Gysen gjennembæver mig,

Kort er Dagen, Aftenrøden synker,

Fælt i Mørket Vindens Susen klunker,

Tunge Skyer lavt paa Himlen drive,

Og indhylle Maanen i sin Flig.

Pluk mig snart; thi Riimfrost mig bedækker,

Som min Krones Sammenspining spalter,

Og Iisskorpen lænker mine Smiil,

Bedende jeg mig mod Syden vender,

Hvor den friske Farveglands end brænder,

Men en Rod i Norden fast mig holder,

Og mig nægtes Middagssolens Ild.

Skynd dig Ven! og tag mig i din Stue,

At jeg ved Caminens muntre Lue

Kan mig varme i min sidste Stund,

Da, naar mine Blades Pragt henblegner,

Og jeg visner, smuldrer bort og segner,

Skal mit sidste Smiil dig viet være,

Og dig takke i mit Afskedsblund.