Er dette Reden, hvor min Phœnix gjemmer
De luergyldne purpurrøde Fjere,
Som under Vingen end mit Hjerte bære,
Og som mit Suk at hylde aldrig glemmer.
O du, som mig til søde Smerter stemmer!
Hvor er dit skjønne Aasyn, til hvis Ære
Et evigt Lys min Ild bad viet være?
En Sol du var, det Himlen nu fornemmer;
Og stedse nu, forladt af dig og ene
Jeg gaaer til det tilbedte Sted tilbage,
Som skylder dig sin Hellighed, du Rene!
Og Natten dæmrer mørk paa hine Høje,
Hvor du til Himlen Flugten monne tage,
Og som saa tidt oplystes af dit Øje.
H. L. Bernhoft.