Nu da alt Stilhed Jord og Himmel binder,
Og Søvnens Luftslør Dyr og Fugle rører,
I Kreds med Stjernevognen Natten kjører,
Og Havet staaer, og Bølgen meer ej rinder.
Jeg vaager, grubler, gløder, sukker, finder
Kun Smerten, som jeg stedse med mig fører.
Krig er min Tilstand; kun min Sorg jeg hører;
Fred har jeg kun, naar hende jeg mig minder.
Saa af den samme Kilde jeg indsuer
Det Søde og det Bittre, mig paanødes,
Mig Saar og Balsom af een Haand beredes.
Og, da min Smertes Maal jeg aldrig skuer,
Jeg daglig tusindgange døer og fødes;
Saa langtfra er det end, at jeg helbredes.