En Regnstrøm høit fra Klippesluser
Sig styrter dybt med Tordenbrag;
Fjeldstykker med dens Vanddrag bruser,
Og Ege synke for dens Slag.
Forbaust i vellystfulde Drømme,
Den tause Vandrer hører den;
Han hører Flodens dumpe Strømme,
Men veed ei hvor den strømmer hen;
Saa flyde Sangens Himmelbølger
Fra skjulte Væld, den altid dølger.
Sig Sangeren hiint Væsen vier,
Som stille Livets Traade snoer;
Og hvo modstaaer hans Harmonier
I Flugten did, hvor Guder boer?
Han hersker dybt i Hjertets Gjemme,
Som Hermes med sin Tryllestav;
Han leder det mod Himlens Hjemme,
Og til de Dødes tause Grav;
Han mellem Spøg og Alvor higer
Til Følelsernes indre Riger.
Som, naar i Kreds af vilde Slæder
Fra øvre Regioner ned,
En rædsom Skjæbne rask fremtræder
Paa Aandeviis med Kjæmpefjed,
Da hver en jordisk Magt sig bøier
For Vægten af en fremmed Haand;
Den kaade Jubel meer ei støier,
Da briste hver en Maskes Baand;
Hvert Værn, som Løgnen om sig sætter,
Da mægtig Sandhed snart udsletter.
Saa Mennesket sin lænke kaster,
Naar til ham toner Harpens Klang,
Hans Aand fra lave Tue haster,
Langt over Skyens svimle Sang;
Han sig de høie Guder vier,
Ham fjert hvert jordisk Forhold er,
Hver anden Røst for Sangens tier,
Dens Aand kan Intet komme nær.
Hvert Kummers Sport maa brat forsvinde
For Sangens blide Tryllerinde.
Som efter haabløs Længsels Smerte,
Og efter tunge, bittre Savn,
Et Barn med angergivent Hjerte
Sig styrter i sin Moders Favn;
Saa føre Sangens hulde Toner
Til Uskylds rene Fryd igjen,
Fra fremmed Udlands fjerne Zoner
Til Barndomsegnen Flygtningen,
Ham i Naturens ømme Arme
Fra kolde Regler at opvarme.