Kjender Du Vedbendens Blomst? Den er uanseelig og lille;
Mangt et rullende Aar rinder før Knoppen blier sat.
Men naar den aabner sin Blomst og viser for Lyset sin Krone,
Skifter i Vedbenden selv selsomt dens indre Natur.
Bladet, som lignede før den takkede Od af en Spydspids,
Danner til Hjerte sig om, runder sig formfuldt og blødt;
Og, hvis den blomstrende Green Du planter med List og med Lempe,
Holder den Bladenes Form, trofast trods skiftende Tid.
Kantet og stiv var jeg selv som Vedbendens knudrede Stamme;
Ikkun Blade jeg bar. Ak, ingen kvægende Blomst.
Og, som den saarende Spids af Spydets glimtende Odde,
Mangt et krænkende Ord ramte et usigtet Maal.
Nu er Forvandlingen skeet! Ak, plant mig ind i Dit Hjerte,
At jeg kan holde mig dér, formfuld og elsket, som Du.
