Hvorfor spænder Lykken mig i Dag?
Det kan da ikke være,
fordi Regnen siler nedad Ruden?
for det plejer at bedrøve mig.
Avisernes Telegrammer,
der møder mit Øje allevegne,
lader mig føle en stor, graa Sky
over alle vore Hoveder —
og den Kvinde, jeg lige talte med,
havde Taarer glitrende
i Øjenvipperne.
Det er ikke for i Dag,
jeg er lykkelig,
det er for i Aftes —
ikke for noget rødglødende
og vildt vuggende —
nej, fordi du og jeg
sad i et dæmpet Rum
paa hver sin Side af et lille Bord
og sagde næsten ikke noget,
og næsten altsammen var det betydningsløst,
og vi smilede kun lidt,
og kun en kort Stund
rørte en af dine Fingre
en af mine.
Men det var altsammen
saa betydningsfuldt alligevel
og saa bristefærdigt ømt,
og saa taagegraat
og rosenrødt.