Seks Træer har jeg her i Verden,
som er mine —
Et Lindetræ i Gaarden,
hvor jeg fødtes,
et Bjerg det er,
der kupler sig mod Himlen
med Grenearme, stille grønne Hænder
og lyse Blomsters Urodufte.
Som Pusling leged jeg for Foden af det Træ,
jeg hørte paa dets milde Hvisken,
og i de hede Sommeraftner sov jeg ind
i Lindeduftens Drømmearme.
Seks Træer har jeg her i Verden,
som er mine —
Et Æbletræ i Gaardens gamle Have
imellem Hyld og Humleranker
— og under det var dugget Kaal
og Edderkoppespind imellem Georginer.
Jeg havde Bænke mellem Træets Grene —
— dér sad jeg som en tænksom Fugl
og spiste af de knappe Frugter,
som Træet i sin Ælde bar.
Det staar endnu det Træ
med mine Bænke mellem sine Grene,
og naar jeg klatrer op igen,
er jeg igen den lille Pige.
Seks Træer har jeg her i Verden,
som er mine —
Et segnet Elletræ, der ligger
henover Sladrebækken som en Bro
og løfter sine Grene til et sortgrønt Hi
til Svale imod Sommerdagen,
der dirrer blændhvid, knitrende derude
med Lyd af tørre Straa, Græshoppen knirker.
Dér tænkte jeg de første Pigetanker
og gemte smilende og dulgt
et slidt Papir
imellem mine nysudsprungne Bryster.
Bag Elletræet i min Have stod
mit fjerde Vennetræ,
min lille, strunke Ædelgran —
nu taarner den sig over mig og al min Undren
og drikker Himlens gyldne Floder ind,
— og Himlens lyse Æterskær
staar som et blaaligt Rids
om alle Træets grønne Takker.
Seks Træer har jeg her i Verden,
som er mine —
En Poppel som et Himlens Orgel
sang sine vilde Sange for mit Pigevindu
— den sorte Borggrav sukked
under Nattehimlen —
og Poplen vendte sine Aandehænder
som hvide Blade i en Dødebog.
Da skreg de sortgraa Krager,
da lærte jeg at elske
det dystre — Stormens vilde Latter
— og Regn blev Taarer
over dødsensblege Kinder,
og Stormens Sukke blev
et Bryst, der næsten bristed.
Seks Træer har jeg her i Verden,
som er mine —
er mine stumme Venner —
inderligst jeg elsker
et Fyrretræ dybt inde i en Skov.
For Foden staar
en Rose vildt og blusser.
Jeg gaar ad grønne Veje,
hvor Solen lyser i hvert dugget Græs,
og hører Morgenfuglen juble
i Skovens skjulte Hellighed
af dybgrønt, Gnisterlys
og hede Krydderdufte.
Jeg synker ned for Foden
af det Fyrretræ,
er stum som Rosenbusken,
blussende som den,
og stille, meget stille,
ser jeg mod Træet op,
hvor Millioner Naale, to og to,
bestandigt to og to,
staar skrevet imod Æterblaa og hvide Skyer.
Jeg smiler, svinder hen, blir borte,
og føler noget gyldent, noget rosa
og saligt, endeløst,
der bærer mig mod Himle,
og længe, længe hviler jeg
i Fred og Salighed
paa Lysets bløde Hænder
i denne Verden, helt af Lys —
selv Lys — —