„Giv nøje Agt, at Lampen ikke slukkes“
„At Syndens Skyer ej om Sjælen lukkes;
„Men, falder du, staa straxen op igjen
„Og fly til Gud, som til din bedste Ven!“
Giv nøje Agt! — ja lær mig det, o Herre!
At jeg er svag, jeg fandt saa tit desværre;
Tit glemte jeg din Kjærlighed, det Bud,
Du gav som Fader os, du milde Gud!
Tit snubled’ jeg; — det saae jeg, og mit Hjerte
Blev fyldt med bitter Sorg og bitter Smerte;
Og dog, o Gud! du veed det kun, ej jeg,
Hvor dybt jeg snubled’; du kan rejse mig.
Lad stedse Kjærlighed mit Hjerte kjende,
Lad bort fra dig sig ingenstund det vende,
Opfyld det med din Varme, med din Tro,
Lad hellig Andagt i mit Indre boe!
Rundt om mig hører Saltere jeg sjunge,
Din Lov istemmer lydt al Verdens Tunge;
O jeg vil ogsaa sjunge, Gud! din Priis!
Giv mig en barnlig Sang, smelt Barmens Iis!
Da, naar paa Toners Vinge Hjertet stiger,
Da, naar fra Sjælen Støvets Svaghed viger,
Da lærer jeg vel og at elske dig,
Og Hjertets vilde Storm skal mildne sig.
Da skal ad Livets Vej jeg vandre rolig
Og ængstes ej for Gravens tavse Bolig!
O giv mit Hjerte Andagt, giv det Tro,
Og jeg skal vandre glad mod Himlens Bo!