Ti stille, du Jordbær! du smaa, bitte Ting!
Og svøb dig kun ydmygt i Græsset omkring; —
Det Røde paa Kinden, det sømmer dig ej; —
Pas paa kun, naar Solen staaer op hist i Østen,
Hvor strax den at hilse mig iler saa lysten; —
Og Sefyr, — mon ogsaa han leger med dig?
Jordbærret.
Ej Solen foragter den blysomme Lille,
Og Sefyr tit kjedes ved susende Larm;
Da lege de med mig saa tyst og saa stille;
I Legen er Fryd kun, — ej Ufred og Harm.
Men, Kirsebær! Stormen jeg lader dig gjerne,
Mens Græsset og Blade om Smaapigen værne.
Kirsebærret.
Ha! lystigt at danse med Stormen i Takt!
Den Sefyr, han leger saa kjælent og spagt.
Naar Vindens Orgeler susende hæve
De raske Akkorder, hvor lystigt at svæve
I hvirvlende Vals paa de dristige Vinger!
Mon saadanne Glæder din Sefyr dig bringer?
Og Stormene ginge til Valsen den vilde;
Men Kirsebærfrøken var med til det Gilde.
Det yndige Jordbær sig skjulte i Vraa,
Mens hine sig hvirvled’ i luftige Blaa.
Saa skringred’ Trompeten og peb Klarinetten
Og hvirvlede Trommen, og — jo det var ret en
Musik for den Frøken, der længtes mod Vals;
Kun Skade, den Stakkel! — hun brækked’ sin Hals!
Ved Jordbærret faldt hun, i Busken den smaa,
Da gik hendes Sladder saa ganske i Staa;
Hun kunde ej rejse sit Hoved iværet;
I Dyndet, der laa hun og blegned’ hentæret.
Da stod endnu Jordbærret, yndigt og rødt,
Og bly beskedent det smiled’ saa sødt.
Ej Alting er herligt, ej Alting er godt,
Hvor Stolthed sig bygger i knejsende Slot!