Saa her var Stjerneborgen! — et Vandhul seer jeg kun,
En Muur, ej meget gammel, og saa en leret Grund,
Omrodet, som af Kvæget; — og her var Tyges Slot,
Hvorfra han snildt belured’ det hele Himmelblaat?
Jeg seer jo intet Minde, ej nogen Borgruin,
Hvor Tid og Gjæstfriheden har glattet haarde Trin; —
Og Kikkerten, Kvadranten og Sirklen, — hvor er det?
— Selv af den Døde bli’r dog tilbage et Skelet!
„Hvor bygged’ da Niels Juel vel, den Tid han Svensken slog?
„En mægtig Borg jo bar ham, — paa Tinden Dannebrog!
„Hvor stod hin Borg, den høje?“ — „Etsteds i Østersø! —
„Nu ruller der kun Bølgen, den jublende, mod Ø!“ —
Og ingen Haand har bygget en Borg, saa fast og stærk,
At Tiden skal jo knuse det matte Haandværk.
Eet kan kun stedse leve, — kun det, som blev af Aand!
Men Aandens stærke Fostre besejre Tidens Baand.
Du kan ej Stedet vise, hvor Juel slog til og vandt; —
Med Møje og Besvær kun de Stjerneborgen fandt; —
Men Juel og Brahe leve, saalænge Aand har Liv,
Og det skal med dem leve, som blev ved deres Bliv!
Saa rul kun, Tid, din Bølge! Jeg maa det lide vel,
At Brahes Navn ej klæber til Steen hvad eller Fjæl;
Og lad hans Borg kun ligge, mens dog hvert Hjerte veed,
At ømt i det han bygger i takfuld Kjærlighed.
Ja det skal stedse mindes ved Danmarks Bøgestrand:
Til Stjernen hæved’ Brahe med sig sit elskte Land!
Og han var dansk af Hjerte og dansk af Id og Mod,
End da, — da, — dæmp dig Harpe! hans Danmark ham forlod.
Hans Borg paa Hveen blev Sveas, — Prag fik hans døde Muld;
Men Muldet, det er smuldret, og Borgen faldt omkuld! —
Hvad end der blev tilbage, — hans Virken og hans Navn,
Det gjemmer Danmark trofast, erkjendtlig ved sin Favn.
Ja rul kun, Tid, din Bølge! Jeg huer det dog godt!
Hvad skulde Svearika med Tyge Brahes Slot?
Grav ned i Støv alt det kun, som rejste sig af Støv;
Han selv er nok for os, — nok for ham er friske Løv!