Er der en Fortale til en Bog, plejer jeg altid selv at læse den, før jeg tager fat paa den egentlige Bog. — Mit Haab som mit Ønske er det derfor, at det Samme maa være Tilfældet med idetmindste nogle af denne Bogs Læsere. Dog — for at kjede saa Faa som muligt, vil jeg fatte mig i al Korthed.
Hensigten med denne Samling er vel tydelig nok angivet paa Tittelbladet. — Jeg vilde skaffe Penge tilveje til en Stiftelse, som jeg har inderlig kjær, og det uden at tigge; — hvorvidt det nu maa lykkes mig, vil Tiden vise. Det kunde saa dog ogsaa være, at, nu jeg har gjort Begyndelsen, en Anden med flere Evner og bedre Lykke kunde fortsætte, og det var da allenfalds ikke den mindste eller mindst ønskelige Virkning af mit Foretagende.
Maalet, som jeg foresatte mig at naae, var at tilvejebringe en Samling, der paa eengang kunde være underholdende, belærende og vækkende for Børn, forstaaelig og tiltrækkende for dem, der mangle den højere Dannelse, selv for vor til en slig Samling saa trængende Almue, og som dog tillige, ved de enkelte Stykkers Værd, kunde tiltale Enhver, selv den meest Dannede, der kun ikke med Barnet har bortkastet al Sjælens Barnlighed. Det Umoralske som det Usædelige blev det mig derfor en Pligt at udelukke, men derhos ogsaa den bidende Satire, det Mystiske og det egentlig Erotiske. Disse Fordringer vare nu vel ikke saa vanskelige at opfylde; — om jeg imidlertid har opfyldt dem og tillige den noget sværere, men ikke mindre billige, at fjerne alt Upoetisk, — ja derover maa nu enhver Læser først selv tænke og siden dømme. — Ærlig talt, — i det Kapittel er jeg selv noget i Vinden.
Hensigtsmæssigheden af mit Foretagende kan jeg naturligviis heller ikke afgjøre. Vi have allerede andre Samlinger, der i flere Henseender staae jævnsides med denne, og af hvilke hver enkelt, som min, har sine Fortrin og sine Mangler. Man kunde altsaa, mildest talt, ansee min for overflødig, — og dog var det vel muligt, at denne Anskuelse ikke var saa ganske rigtig. Er den mindre god end de tidligere, — ja vel, saa er den overflødig, og saa har jeg tildeels spildt min Tid; — og lider den af den væsentlige Mangel, Ubrugelighed, saa har jeg ganske spildt den. Men det frygter jeg da heller ikke for.
Og nu Prisen; — i dette Kapittel har jeg næppe gjort for store Fordringer, uden forsaavidt, som den rigtignok er beregnet paa en meget betydelig Subskription, inden Omkostningerne ere dækkede. Dette er endnu langt fra at være skeet, men jeg har det bedste Haab til Tiden og til den Vished, at Bogen virkelig, — i Sammenligning med andre Bøger og deres Priser, — maatte være meget maadelig, for ej at være sin Daler værd. Med Hensyn til sin Tykkelse er den det vistnok, og jeg gad vide, hvormange Bøger der vel endnu paa Dansk ere udkomne til under halvtredie Skilling Arket. Boghandlerne, der skulle give Honorar, ville naturligviis vanskelig kunne levere deres Artikler til den Priis.
Hvad Lovligheden angaaer, da veed jeg meget vel, at jeg, — eftersom Skik og Misbrug hidtil har været, — ikke behøvede, at spørge Nogen om Forlov, før jeg optog af hans Digte; — men jeg har ikkedesmindre dog gjort det, saavidt det var mig muligt, fordi jeg ansaae det for en simpel Høflighedspligt; og jeg vil raade Enhver, der herefter vil udgive en saadan Samling, til det Samme. Jeg har haft megen Gavn deraf, idet man velvillig tillod mig at foretage enkelte Smaaforandringer, hvor de syntes nødvendige, — idet man endog stundum viste mig den Artighed, selv at foretage slige, ja et Par Gange paa min Anmodning omskrev enkelte Linier eller Vers. Medens jeg altsaa glæder mig over at være gaaet saaledes frem, kan jeg ikke Andet, end paa det Forbindtligste aflægge alle de ærede Forfattere, til hvem jeg henvendte mig, og som næsten uden Undtagelse Alle saa smukt kom mig imøde, min hjerteligste, uskrømtede Taksigelse, idet jeg tillige maa anmode de Enkelte, hvis Tilladelse jeg af en eller anden Grund — f. Ex. deres Anonymitet, eller det Tilfælde, at jeg maaskee først, saagodtsom i samme Øjeblik de skulde trykkes, har truffet paa de af dem optagne Digte, i hvilket Tilfælde det syntes mig Snerperi eller et usselt Samvittigheds-Koketteri at afslaae med Optagelsen, naar jeg ellers derved troede at kunne gavne Samlingen — hvis Tilladelse jeg altsaa ikke har kunnet udbede mig, om deres Tilgivelse og Overbærelse. At det Samme ogsaa i Et og Alt gjælder om de Herrer Forlæggere, er naturligt. Manges velvillige Tilladelse har jeg erholdt, men jeg har sagtens ogsaa her glemt En og Anden.
Med Hensyn til min Fremgangsmaade under Samlingen, da har jeg gjennemgaaet, og som oftest et Par Gange, ethvert eneste Værk, af hvilket noget Digt er optaget, og vel idetmindste dobbelt saa stort et Antal, af hvilke jeg Intet har optaget. — Hvad jeg sidst gjennemgik, var de Samlinger, der havde samme Maal som min egen. — Jeg vilde derved opnaae, at min blev saa uafhængig af disse, som muligt. Flid har jeg ikke sparet, ihvor trættende Arbejdet end tit har været, og ihvor mangen gold Hede jeg end har maattet gjennempløje; — men desværre har tilstrækkelig Tid skortet mig. Jeg er langt fra at være blind for, hvad Indflydelse det har haft paa Samlingen, men det var nu forsilde, dennegang at ændre det.
Og nu, — jeg har optaget Digte af en heel Mængde Forfattere: — Er her da, kunde maaskee En og Anden falde paa at spørge, ogsaa Digte af alle danske og norske Digtere? — Nej! — naar her hverken er Noget af Mester Mikkel eller Broder Niels eller Arrebo eller Bording eller Lunets og Vittighedens uudtømmelige Guldgrube, vort Sprogs uvurdeerlige Urtegaardsmand den udødelige Holberg, — naar der hverken af dem, siger jeg, eller af mange Flere, lige til i vore Dage den kraftigoriginale Bredahl, er Noget optaget, — saa er vel det Spørgsmaal besvaret. — Et andet Spørgsmaal: Om alle de, der er optaget Noget af, nu ogsaa virkelig ere Digtere, — vil jeg ligeledes besvare med et: Nej desværre, det er endnu meget længere fra, at det er Tilfældet. Der er stor Forskjel paa at være Digter og at have skrevet et eller andet endogsaa godt Digt, — samme Forskjel, som paa det høje Fjeld og den Banke, der ogsaa gjemmer en enkelt Flintesteen med Ild i. — Navnene paa vore Digtere er det vel meget lettere at opregne, end Navnene paa dem, der hverken vare, eller ere, eller nogensinde ville blive Digtere, ihvor mange Vers de saa have skrevet, skrive og ville skrive; — og forat denne Dom, udtalt netop i Anledning af denne Samling, ikke skal synes for streng eller overmodig — thi der er jo ogsaa Digte i Samlingen af mig: — saa erklærer jeg herved villig, at jeg selv henhører til den Klasse, for hvem Digternavnet halvt vilde være en ufordøjelig Smiger, halvt en endnu ufordøjeligere — bidende — Satire.
Min Plan med Hensyn til det hele Arbejde maatte naturligviis under selve Arbejdet deels betydelig modificere sig, deels endnu skarpere betegne sig. Dette har maaskee især været Tilfældet med den Deel, i hvilken min Selvvirksomhed har været den betydeligste, nemlig den biografiske. I Førstningen tænkte jeg, at ville gjøre Skitserne meget kortere, end de nu ere blevne, men jeg maa tilstaae, at det har kostet mig megen Overvindelse, ej at gjøre de fleste af dem endnu langt fuldstændigere og altsaa længere. Imidlertid har man vel ingen stor Grund til at see surt til Levnetsbeskrivelsernes Længde, — især naar man betænker, at Prisen er forbleven uforhøjet. En anden Disput kunde de snarere give Anledning til, idet jeg har behandlet de Forfattere, om hvilke jeg maatte antage, at Almeenheden maaskee vidste mindst, — forudsat at jeg selv vidste Noget om dem, — idetmindste ligesaa vidtløftig, som f. Ex. Wessel, Ewald og Baggesen. Men Grunden var ligefrem, at jeg her troede forholdsviis at udrette Meest; thi naar, som hos Wessel og Ewald, Grundideen i deres Historie er saa almeenbekjendt, hvad Sønderligt skulde jeg saa vel udrette. Imidlertid kom det rigtignok stundum den slemme Streg i Regningen, at om somme af disse Forfattere vidste hverken Almeenheden, eller jeg, eller de Lærde Noget af Betydning at sige; saa at der opstod unægtelig tit et vist Misforhold. Alle de almindelige Kilder har jeg imidlertid gjennemgaaet, og foruden enkelte, som ikke ere saa almindelige, ogsaa taget imod mundtlig og skriftlig Underretning.
Den valgte Retskrivning ville vel de Fleste ogsaa have et Par Ord om, og det er nu vistnok, at den har kostet mig Hovedbrud nok. — Der er nu skrevet Dansk i saa mange hundrede Aar, og dog gad jeg see de to Forfattere, som skrive det eens; — ja jeg gad hartad see den Forfatter, der selv med Konsekvens skriver det allevegne eens. Jeg kjender vel et, enten man nu vil kalde det det yngre, eller snarere det ældste, Parti, som er aldeles konsekvent, men dettes Retskrivning vil Mængden jo paa ingen Maade see, og altsaa maatte jeg følge en anden, den almindelige, dog med saadanne Modifikationer, at jeg bortkastede Alt, hvad der enten absolut er forældet, eller er ifærd med at blive det. Fuldkommen Konsekvens seer jeg derfor vel, at jeg ikke har kunnet opnaae, men dog maaskee en ikke ganske ubetydelig Grad af samme, og dermed maatte jeg her lade mig nøje. Kunde jeg have fulgt min egen Retskrivning, da, det tilstaaer jeg ligefrem, var den ikke bleven saaledes, men således. —
Og nu om Brugen af Bogen et Par Ord til dens Læsere. — Jeg har kun et Ønske her, men det er stort: — Fromhed, Livlighed og Kraft! — dette Ønske gjælder Lærlinger, Lærere og samtlige andre Læsere. — Uden Fromhed føler man Intet, uden Livlighed griber man Intet, uden Kraft gjemmer man Intet. Var en Bog saa skreven heelt med Engles Maal, — den var dog ligesaagodt uskreven, naar den aldrig skulde mødes af hine tre Genier. Det vilde gaae med den, som med Viinranken, der blev lagt paa et Iisfjeld, hvorhen Dug, Lys og Varme aldrig naaede. — Men at give Regler for min Bogs Brug, synes mig lige upassende og unyttigt.
Hvad derimod dens Dommer, dens Recensent, angaaer, ifald den, som jeg ønsker, maatte finde en saadan, — da kan jeg kun henvise til dens Motto. Var end dette Arbejde mit sidste, — saavist som det er mit første, — saa vilde det dog være mig en Festdag, naar jeg saae en uhildet, sandhedskærlig Mand med Aand og Liv at drøfte Virkningen af et ikke ubetydeligt Tidsrums ærlige Bestræbelser. Vel kan jeg ikke tænke mig, hvorledes en saadan Recension skulde være affattet, der vilde vække mig til Gjensvar; — men det var jo dog ikke umuligt, at jeg engang i Tiden kunde komme til at levere anden Udgave af min Samling, og det veed jeg tilvisse, at Ingen isaafald villigere skulde bestræbe sig for at tage et godt Raad tilfølge. Og selv hvis denne Udgave blev den eneste, vilde mit Hjerte dog være inderlig taknemmeligt imod hver den, der virkelig aabnede Øjnene enten paa Publikum eller paa mig. — Ad ufortjent Ros vilde jeg derimod smile; — jeg veed saa dog alt for vel, hvad Ros jeg fortjener, og hvad Forskjel der er paa at skabe en Hakon Jarl og at sammenplukke saadant et Par Snese Ark som disse, — en dygtig Kontrast skader slet Intet! — og ad ufortjent Dadel vilde jeg atter smile, men tavs skrive mig Sandheden bag Øret.
Min næste Pligt, og derhos den kjæreste, er nu at aflægge alle dem min hjerteligste Taksigelse, som med Raad og Daad have gaaet mig tilhaande, og hvis Hjælp saa betydelig har formindsket mit Arbejde. Jeg nævner her intet Navn; thi Enhver vil saa dog let gjenkjende sig selv, og ønsker vel ikke at være kjendt af Andre; — men Faa var der ikke, som med kjærlig Beredvillighed kom mig imøde, og ofrede med mig Tid og Flid for det fælles Øjemed. Den, som veed, hvad en Haandsrækning med Kjærlighed har at betyde, vil visseligen føle, at denne deres ikke har kunnet være uden stor og herlig Betydning for mig her. Gid Ingen af dem maa savne en lignende Hjælp, naar engang et lignende Øjeblik kommer for dem! —
Og nu er det vel paa høj Tid, at ende dette Sendebrev; — Kun endnu et Par Ord til Eder, I Kjære, hvem denne Samling dog egentligst er tilegnet! — Et fromt, livligt og kraftigt Barn er en Øjenlyst og en Hjertelyst, som intet andet Skue, ingen Ejendom kan opveje. Jeg var hartad selv et Barn, kun femten Aar, da jeg begyndte at være Lærer; — en stor Deel af mine senere Aar er henrunden imellem Eder, og saavist som den stundum har været mig mindre behagelig, saa har den dog ogsaa skjenket mig mangen sand og reen og ubetalelig Fryd; — jeg elsker Eder Alle som en Ven og Broder! — Saa modtager da med Glæde denne Jule- og Nytaarsgave af min Haand: — Skulde der være et eller andet Digt, som I end ej forstaae, saa kommer Tiden dertil vel, naar I kun stræbe. I Levnetsbeskrivelserne vil der maaskee endnu være flere Begreber, — Kunstudtryk, Foretagender, Embeder og Titler, — som ere Eder fremmede, men den egentlige Historie og Aanden i den vil næppe være det. Det Andet kommer med Tiden. Jeg vilde kun gjøre Eder noget mere bekjendte med det Skjønne, det Høje og Ædle og give Eder en Anskuelse af de gjæve, hedenfarne Dannemænd, der have tænkt og følt og nedskrevet det; — hvad I end ikke ret kunne gribe, lad det være de Ældre hjemfaldet, og den Tid, da I selv komme imellem disse.
A. D., den 27de Novbr. 1835.
A. S.
Af flere forskjellige Aarsager kommer denne Samling betydelig senere, end den havde skullet; men jeg har dog derfor ikke fundet det nødvendigt at forandre Titlen, skjønt den rigtignok nu kommer lovlig silde til at hedde en Nytaarsgave. — Grundene kunde jeg gjerne opgive, hvis det syntes mig fornødent, uden at skamme mig ved dem; — men jeg haaber, at Publikum vil bære over med mig, naar jeg erklærer, at de ikke ere at søge hos nogen anden Person end mig selv, — mindst hos Bogtrykkeren, der har behandlet mig med en saadan Nøjagtighed og Ordholdenhed, at jeg vilde ønske, at jeg kunde rose mig af den samme. Dette skylder jeg baade ham og mig, her at erklære.
F. D., den 28de Januar 1836.
A. S.