Alene, — altid alene!
Hvad kan Vorherre dog mene?
Alene bedrøvet, — alene glad.
Andre Mennesker følges ad,
men jeg, — jeg gaar altid alene.
— Altid alene
jeg tvinges at vandre
paa skarpe Stene
med Længsel mod andre.
Altid alene i Kampen jeg stod,
alene, naar det gjaldt Anger og Bod.
De andre, de følges ad,
men jeg, — med Elskov og Had,
med Graad, — med Smil gaar alene.
— Altid alene,
med Graad i Sang,
paa skarpe Stene
min ensomme Gang.
I Sjælen klinger Ensomheds Tone.
Underligt! — Har jeg da noget at sone,
naar altid jeg ensom skal gaa?
Andre Mennesker Følge faa,
men jeg, — jeg gaar altid alene.
— Altid alene
mod Fjeldets Tinde
paa skarpe Stene
for Toppen at finde. — — —
— — — — — — — — —