„Kjender de noget til Sorø og dens Omegn?” spurgte Forstraad B—th mig paa Dagvognen, idet han puttede sine Fødder dybere ned i Fodposen og huldrigt tilbød mig sin Kognaksflaske, medens vi paa Veien til Slagelse kjørte ligeforbi ovenbemeldte lille By.
„Ja saamænd!” svarede jeg, tagende en Priis Rapé, „jeg har i otte Dage opholdt mig nede hos nu afdøde Fisker Jappe — jeg er af simpel Familie, maae De vide — og han berettede mig angaaende Sorø, at naar en bortløben Andrik, en Slagterhund, en Spurv, en Bonde og En af Professorerne hændelseviis mødtes paa Torvet, saa kaldte Byens Borgere sligt for et Mytteri, et uroligt Samløb af ildesindede Mennesker, et Anslag imod Regjeringen: Byfogden ifører sig sin Uniform, Lommetyvene sættes i Bevægelse, Director holder et særdeles strængt Opsyn over Academisterne, og det forbydes mig — tilføiede Fisker Jappe — at fiske Haier og andre glubske og urolige Hoveder op af Søen.”
Et koldt Smiil saa’s paa Forstraadens Kinder: han havde ikke optaget den attenaarige, lapsede Students Vittigheder, saaledes som denne havde ønsket det, tvertimod syntes det som om Manden hensank i Grublerier, idet han stirrede hen paa Byen.
„Det er besynderligt,” tog han endelig til Orde, „hvorledes Naturen her i Egnen staaer i aabenbar Modsætning til de omkringboende Digteres Charakterer og dog skulde man jo mene, at Naturen indvirkede velgjørende paa poetiske Gemytter. Skoven, Søen, Luften smiler og leer, men Menneskene sørge; under denne muntre, lyseblaae Himmel seer Hauch suurt, brummer Bredahl, vaander Ingemann sig og Wilsters Latter synes at være Krampelatter. Er det dog ikke pudsigt?”
Det var en besynderlig Mand denne Forstraad: han saae ud i Ansigtstræk som om han baade var atten og tredsindstyve Aar gammel; Farven og Blikket var Ungdommens, men den Klogskab, der funklede ud af Øinene, den Forstand, der thronede paa Panden, den tilhørte en iisgraa Alderdom: jeg følte mig tiltrukken af ham, men tillige nærede jeg en vis Ængstelse og Skyhed for ham. Han gik noget krumbøiet, men naar han sprang af Vognen, skete det med en Lethed, en ætherisk Ziirlighed, som om det kunde have været Hr. Dandsedirecteuren selv, der øvede sig i Flicflac.
Da Talen nu var falden paa Digtekunsten, overfoer der mig pludselig en uimodstaaelig Lyst til som ung Digter at ville brillere i Forstraadens Nærværelse; jeg veed ikke, hvorledes det gik mig, men paa eengang sad jeg midt i en Novelle, til hvilken saavel Forstraaden som de andre Passagerer lyttede, som det lod, med temmelig Opmærksomhed. Og der sad jeg da paa Dagvognen, frydede mig over mine herlige Digterevner og skuede ud i Fremtiden, hvorledes jeg engang vilde komme til at dethronisere Øhlenschläger. Forresten lød min Fortælling saaledes:
Vi skrive iaar 1833; men der har engang været en Tid, da man skrev 1654: hvo der ikke vil troe mig, han slaae op i Kalls brave Verdenshistorie. Dengang da man saaledes skrev 1654, da florerede netop Sorø-Academie: alle de rige Adelige sendte deres Sønner derhen og hver Søn havde sin Ridehest, sin Tjener, sin Hund og sine gode adelige Nykker (for nærværende Tid have vore Adelsmænd sommetider mistet de tre første Ting, men have dog for det meste opbevaret de Sidste, som en dyrebar Fædrenearv).
I Klosterkirken i Sorø hænger der i den venstre Gang et gammelt Gravmalerie, der forestiller to unge Mennesker, Benedict og Nicolay Anderson, den Ene sytten, den Anden tyve Aar gammel, Begge med Dødens Symboler i Hænde; og skjøndt dette Stykke vel ikke kan gjøre Epoke i Kunsthistorien, saa har det dog ofte opvakt en smertelig Følelse hos Betragteren, naar han kom til at tænke paa, hvor kort disse Ynglingers Løbebane var i dette Jordliv.
Klokken var over tolv, alle Academisterne vare allerede gaaet i Seng og kun to eensomme Lys glimtede i to ved Siden af hinanden beliggende Værelser i den røde Academiebygning. Pedellen Heinsvig opholdt sig i den ene Stue og hans sextenaarige, deilige Datter, Ida, i den anden. Ida slukkede netop Lyset og satte sig ved Vinduet, bestandigt stirrende til een og samme Fløi af Bygningen. „Er Du alt gaaet i Seng, Du skjønne Benedict?” sukkede hun, „eller er Du endnu vaagen og tænker paa Din Ida? Ja hos mig er visseligen Din Tanke, hvis Du er vaagen, og, slumrer Du, da er jeg tilstede hos Dig i en gylden Drøm, forherliget og deiliggjort af Din ungdommelige Indbildningskraft. Glemt har Du Din Fader og Moder, glemt Din Barndoms Legebrødre, glemt Dit Fødeland og Dine norske Bjerge: kun for mig har Du Sands og Øie. O, hvorfor er jeg kun en ringe Mands Datter og han en rig Adelsmand! hvor gjerne vilde jeg ikke give min Skjønhed bort til en Anden, naar jeg derved kunde tilbytte mig et adeligt Vaaben!” — Veemodig stod hun op og stirrede bestandigt ud i den klare Octobernat og i Øiet perlede Taaren, dette den høieste Glædes, den dybeste Smertes og det ungdommelige Sværmeries hellige Symbol.
Inde i det tilstødende Værelse sad velmeriterede Pedel Heinsvig, forfriskende sit lille tykke Legeme med et godt Glas Rødviin: „see saa!” mumlede han for sig selv, ”nu er Cadaveret opvarmet — Viin er bleven mig en Nødvendighed. Det er da ogsaa kun de haardføre Bønder, som kunne undvære Viin; dannede Mennesker med bedærvede Maver trænge derimod høiligen til slig Styrkning.” Og dermed tumlede han i Sengen, hvor han fuldpaaklædt slumrede, liggende paa Maven, indtil Morgensolen skinnede ind paa hans Ryg.
Men i den Fløi, hvorhen Idas Øie saa længselfuldt havde stirret, der aabnedes sagte et Vindue og de tvende Brødre, Normændene Benedict og Nicolay Anderson sprang varsomt ud og saae sig ængsteligt omkring. Begge bare de Kaarde og vare iførte de korte sorte Kapper, som Academisterne ifølge Statuterne vare forpligtede til stedse at bære.
„Lyset er slukket,” tog Benedict til Orde,” den gamle Brændeviinsbimpel har begyndt at sove sin Ruus ud. Hør Nicolay, Vorherre har bestemt været vred paa Viinranken og fattet Planer om aldeles at udrydde den af Jorden, dengang han skabte den uhyre Slughals Heinsvig.”
Brødrene vare nu komne ned til Søen og ilede udad den saakaldte Philosophgang. Som et stort graat Ark Papir laae Søen spredt for deres Øine og den gule Planet kastede et underligt Skjær paa Academiets røde Bygninger.
„Ak,” sukkede Nicolay, „vel er her meget smukt, men det er dog ikke Norge! Jeg længes efter de steile Fjelde, Ørnens, Ryppens og Bjørnens Hjem; jeg længes efter de store Granskove paa Strandkanten, hvorfra jeg kan skue ud over det vældige Nordhav, som, evigt sydende og brusende, spiller endnu den samme Rolle i Verdenslivet som det fra Begyndelsen lærte at spille, da Skaberen skabte det; jeg længes efter vor Faders Gaard, hvor Gederne gik paa Klippen og Dompappen fløiter i Naaletræerne, — hvad er Absalons Grav for mig, der har vandret hvor Hakon Jarl og Tambeskjælver har vandret? Benedict, jeg har en underlig Anelse om, at vi aldrig mere i dette Liv ville komme til at kysse vor Søster, hilse vor Fader og gjensee Norge.”
„Dumt Snak!” giensvarede Benedict, „jeg har næsten glemt mit Fødeland og jeg synes godt om Livet i Danmark — kan Du see, om Knuht følger bag efter os? nei, han kommer ikke endnu! — Glemt har jeg Fader og Moder, glemt min Barndoms Legebrødre, glemt Norge, glemt Fjeldene, hvor Rovfuglen bygger sin Rede og hvor Ulven har sit skjulte Leie: kun for hende lever jeg, kun hende tænker jeg paa og for hendes Skyld gaae vi denne natlige Vandring.”
Nu stode Brødrene paa en eensom Plet i Philosophgangen og det tyktes dem, at Søen havde oprørt sig og at Bølgerne larmede nu, endskjøndt det havde været Blikstille, da de forlode Academiet. En grufuld Anelse opstod hos dem Begge, en Anelse om noget Usædvanligt og Forfærdeligt, men hvori dette Overordentlige skulde bestaae, kunde ingen af Parterne gjøre sig selv Rede for og dog stod den Ene af dem indenfor Forbrydelsens Cirkel.
Viid: allerede for en Time siden var en tredie Academist, Jens Knuht, gaaet ud til Pletten i Skoven og der oppebiede han roligt Benedicts Ankomst: ogsaa denne Trediemand, kun een og tyve Aar gammel, var væbnet med Kaarde.
„Hvorfor,” tog Knuht til Orde, idet han hilste paa Benedict, „har Du taget Din Broder med Dig? I ere nu To mod Een, men jeg er kommen uden Følgeskab.”
„Hør, Jens Knuht,” svarede Benedict, „Du skal ikke frygte for at vi skulle gjøre Dig nogen Overlast, thi nu skal Du see, at jeg skal binde begge min Broders Hænder bagpaa hans Ryg og saa ville vi To fægte, det vil Du og jeg!” Og Benedict bandt sin Broders Hænder og trak sin Kaarde.
„Endnu et Ord,” raabte Benedict, da han var bleven færdig med sin Forretning, „endnu et Ord, Jens Knuht, min fordums gode Ven, før vi hugge løs: siig mig — jeg er Normand og Du er Dansk og jeg har ofte sagt og forsvaret, at Danmark kun stedmoderligt har behandlet Norge, og det vil jeg vedgaae at have paastaaet saalænge som jeg aander og seer den blaae Himmel — siig mig, er det muligt, at det er Nationalhad, der har bevæget Dig til at fornærme mig — jeg siger: mig, thi jeg og hun have i dette Liv gjort fælleds Sag med hinanden og hvo der fornærmer den Ene af os, fornærmer ogsaa den Anden.”
”Benedict Anderson!” svarede Knuht, „jeg gjentager mine Ord: Ida Heinsvig er en simpel Opvartningstøs og den der nægter det, er et Fæ. Du kalder mig din „fordums gode Ven:” Du taler Sandhed, thi jeg har holdt meget af Dig. Men fra den Tid jeg mærkede, at Du holdt af hende, saa hadede jeg Dig, thi jeg elsker hende selv. Derfor sagde jeg hine Ord, at hun var en Opvartningstøs, fordi jeg vilde Dig tillivs, og der kommer neppe fleer end To af os Tre levende herfra. Jeg har hjemme i Holsten, men ak! glemt har jeg mine Græsmarker, glemt mine Forældres Borg, glemt Marsklandet, hvor jeg med Springstang saa ofte har sprunget over Digerne, glemt min Barndoms Legebrødre: kun for hende lever jeg og det er for hendes Skyld, at jeg gaaer denne natlige Vandring.” —
Saaledes vare altsaa Idas, Knuhts og Benedicts Tanker de samme — og det var hele Ulykken.
„Saa Du elsker Ida?” foer Benedict rasende i Veiret, „hende skal Du aldrig komme til at besidde, men hende ville vi slaaes om og med det Samme vil jeg hevne mit gamle Norge paa det unge Danmark!”
Mærk, kjære Læser, at jeg for dit Øie fremstiller to unge, lidenskabelige Charakterer, elskværdige muligt begge To, men ogsaa Begge berøvede Manddommens Rolighed og sundere Forstand, begge To begeistrede for een og samme Gjenstand, begge To berøvede Sjelens Ligevægt.
Og saa fægtede de i Granskoven og Benedicts Klinge gik igjennem Knuhts Brysthvælving og Knuht styrtede baglænds om. „Barmhjertige Gud!” raabte han døende, „min stakkels Moder!” og derpaa opgav han Aanden, men Benedict stod forfærdet og maalløs med den blodige Kaarde i Haanden, stirrende vildt hen paa sin blege bundne Broder — nu først mærkede de begge To, at der var begaaet en Forbrydelse og nu først følte Benedict, at han var en Morder. „Han er død!” sukkede han, „lader os begrave ham i Løvet, kom, Nicolai, lad mig løse dine Hænder. — Havde jeg anet det, saa var jeg aldrig gaaet ud at hugges med ham.”
„Opdages det,” udraabte Nicolai, saa er Du fortabt, og saa kunne vi To ligesaa vemodsfuldt som Knuht gjorde det, udraabe: barmhjertige Gud! vor stakkels Moder! og vi ville aldrig gjensee de norske Fjelde.”
Tause begrave nu begge Brødrene det kolde Liig og overdækkede det med Granqviste og gammelt Løv. Hvilke vare deres Tanker, da de gik hjem? Besvar Du det, forbryderiske Fange, som sidder i Fængsel din sidste Levenat og skal halshugges, naar Morgenen gryer! — —
Tidligt den følgende Dag stod Ida op og da modtog hun et Brev, som Knuht havde skrevet og derpaa overleveret til sin Tiener med den Befaling, at han skulde flye det til Ida, hvis hans Herre ikke kom hjem den følgende Morgen. Brevet lød saaledes:
„Jeg gaaer ud i Nat i Skoven og kommer maaskee aldrig mere igjen og jeg gaaer ud i Skoven for din Skyld, Ida! mister jeg Livet der, da skal jeg for Guds Throne bede om, at mit Liv maa lægges til dit, min Ungdomskraft, som bortskjæres, indpodes i din. Men naar Urnen gjemmer mit Støv, da glem ikke mig, men elsk mit Minde. Smukkere kan Benedict være end jeg, men han kan ikke elske Dig med det hellige Sværmerie, som jeg. Dit Øie var den varme Foraarssol, som udklækkede hver blomstrende Tanke i mit Hoved, hver grønnende Følelse i mit Hjerte. Naar Fuglen synger i Cypressen, da tænk paa din trofaste
Knuht.”
„Hvad er det?” udbrød Ida, „vil han dræbe sig selv?” Og nu mindedes hun, at Knuht var saare smuk og at han ofte veemodigt havde betragtet hende og nu vidste hun selv ikke hvem hun skulde foretrække, enten Benedict eller Knuht. Aandede ikke selve Brevet en romantisk og begeistret Kjærlighed og havde der ikke i de senere Dage været en Kurre paa Traaden mellem hende og den opfarende Normand, Benedict Anderson? og, uden at hun vidste Grunden, traadte der to tunge Taarer i hendes skjønne Øine. Hvad betydede disse Taarer? Længsel efter Knuht, den muligen Tabte; en veemodig Tanke, som fremstillede den muligen Dødes Skikkelse herligere og fuldkomnere, end da han levede; et ungdommeligt Sværmeri, der dvælede andagtsfuldt ved Mindet om En, paa hvis ømme Kjærlighed man i levende Live ikke havde sat nøisom Priis — Alt dette, forsikkrer jeg, laae i de to smaa Perler. — —
Men Knuht savnedes og først otte Dage efter skyllede Bølgen et halvt forraadnet Liig op paa Bredden af Søen; thi Benedict havde Natten efter Duellen slæbt det fra dets Leie og kastet det ud i Vandet. Myrdet var Knuht: det kunde Enhver see paa det dybe Saar i Brystet, og en Bonde bragte Academiets Præses, Hr. Falk Gjøe, Herre til Hvidkilde, en rustet Kaarde, paa hvis Hefte der stod: Benedict Anderson. Man undersøgte Stedet i Philosophgangen, hvor Vaabnet var fundet, og opdagede endnu en Klinge mærket: J. K.
I den store Riddersal paa Academiet forsamledes da Senatet og begge Brødrene Anderson fra Norge stode for Skranken. Over Falk Gjøes Hoved hang hans Vaabenskjold med de tre hvide Muslinger og ved hans Side sad den lærde Meursius; de øvrige Professorer, Alle sortklædte, vare placerede om et stort Bord.
„Benedict Anderson!” tog Præses til Orde, „Du har givet mig Haandslag og aflagt Ed paa at Du vilde overholde Academiets Love, men Loven har forbudt Academisterne at have Kaarde, og her er dog fundet een med dit Navn paa — er det din?”
„Ja!” svarede Benedict.
„Og hvortil har Du sidst brugt den?” vedblev Præses.
„Jeg brugte den sidst, Hr. Falk Gjøe,” svarede Normanden uforsagt, „da jeg ved Maaneskin fægtede i Granskoven med Jens Knuht og dræbte ham.”
„Og hvem af Eder var den udfordrende Part, Du eller Knuht?” spurgte Præses.
„Det var jeg!” svarte Benedict.
„Og hvorledes opstod Striden, hvad var Grunden til Eders Had? vedblev Inqvisitor.
„En Qvinde,” lød Svaret.
„Hvem var det?”
„Det er en Hemmelighed,” gjenmælede Normanden.
„Som nok skal komme for Dagen,” afbrød Præses; „men var der Ingen tilstede, da I fægtede?”
Benedict taug, han vilde ikke trække sin Broder med ind i Sagen. Efter et kort Ophold svarede han dog: „nei, der var Ingen.”
Da traadte Nicolai frem og afbrød sin Broder med de Ord: “hvorfor lyver Du, Benedict? jeg stod jo i Skoven og saae derpaa, da Knuht faldt om mellem Løvene og jeg var jo med at hylle Liget ind i den gule Bladbedækning og jeg fulgte jo med ud og kastede Liget i Vandet og jeg var jo, ligesaavelsom Du, underlig tilmode, da jeg rørte ved det iiskolde Legeme og jeg talede jo med Dig paa Veien hjem om at det var en halsløs Gjerning vi havde begaaet og jeg græd jo ved at tænke paa hvorledes det vilde volde Fader og Moder stor Sorg, naar det rygtedes i Norge, at Benedict Anderson havde myrdet en Mand i Danmark.”
„Saa har I vel været To om ham,” udbrød Præses barsk og vredt, „naar vi skulle see nærmere til, saa er vel den arme Knuht bleven jammerligen snigmyrdet i Skoven og det af to — Normænd.”
Nicolai beed sig i Læben, saa at Blodet rullede ned ad Hagen, men Benedict foer op og raabte: „Falk Gjøe, tag Dig iagt for hvad Du siger! husk paa, at jeg er Adelsmand saavel som Du, husk paa, at Du ikke har noget fremfor mig, undtagen det, at Du, som Ældre, har gaaet en længere Fodtour end jeg og er kommen fire Skridt nærmere Graven end jeg. Det academiske Senat kan kun dømme os for de ringere Forseelser, men naar vi beskyldes for Mord, da vil jeg forhøres og dømmes af mine Ligemænd, af Adelsmænd og ovenikjøbet af norske Adelsmænd. Send derfor Bud til Kjøbenhavn og forhør hos Norges Konge, hvorledes der skal forholdes med hans norske Undersaat.” Her slog Benedict med sin knyttede Haand i Skranken og Præses ringede med en lille Klokke: da traadte Pedel Heinsvig ind.
„Før disse to Herrer ned i Carceret og der skal sendes et Ilbud til Hovedstaden,” befalede Præses, og nu vandrede begge Brødrene ned i Fængslet.
„Hvorledes har Ida det?” spurgte Benedict Pedellen.
„Hun binder Krandse,” lød Svaret, “plyndrer sine gode Urtepotter, som hun skulde have Fornøielse af i Vintertiden, og hun lægger alle Planterne paa den forevigede Knuhts Grav; hun græder og —” men her overfaldtes velmeriterede Pedel Heinsvig af en umaadelig Hikke — en Naturbegivenhed i Mandens Hals, der forefaldt fordi velmeriterede Pedel Heinsvig havde forud faaet et temmelig betydeligt Qvantum Spiritus i den af Lægmand saakaldte Brungstrube. — —
Nu sadde da Brødrene i Carceret og begge skammedes de ved at tilstaae hinanden, at de begge ønskede Gjerningen ugjort; Begge længtes de efter Fjeldene med de tykke Granskove, hiint Ryppens og Bjørnens og Ørnens Fædrehjem; Begge tænkte de paa deres Fædrehjem; paa dem Begge stode Taarerne i Øiet, Nicolai grød lydeligt, men Benedict trodsede Faren, afviskede Graaden og tiltalte sin Broder; „hvorfor græder Du? troer Du virkeligt, at vi, Du og jeg, skulle komme til at ligge paa Galger og Hjul? troer Du, at Ravnene, disse Plutos Fjerkreaturer, Underverdenens tamme Høns, troer Du, at de skulle komme til at opfange os paa Stedet, som om vi vare to Bygkorn, opelskede i det høilige Norge? nei, Nicolai, muntert i Veiret! Du er uskyldig og det er kun mig, som for Idas Skyld har fægtet denne Sag lige til Randen. Vi har her en god Leilighed til atter at komme til vort Fædreneland — derfor skal Du være lystigt tilmode!”
Der laae en bidende Spot i Benedicts Tone, der laae deri en Haan over Broderens tilsyneladende Feighed, der laae en Latren over Broderens Taarer — skjøndt Benedict jo selv grød — og denne Bitterhed kunde Nicolai ikke døie. Dog taug han og der sadde de to unge Mennesker indesluttede i halvandet Døgn; thi før kom der ikke Svar fra Kjøbenhavn til Præses. — — —
Men Ida sad paa Knuhts Gravhøi: ”der ligger,” sukkede hun, „han, hvem jeg fordum har miskjendt, han hvis Kjærlighed strakte sig langt videre end Benedicts, han, hvis Længsel tilfredsstilledes i Himmelen, men ikke paa Jorden. Han er vel salig nu, men jeg Arme nærer en ulykkelig Kjærlighed til hans Urne. Glemt er Benedict, glemte hans fordums søde Ord, glemte hans Kys, thi jeg lever nu kun for den Døde. Du var en Blomst, Knuht, skjønnere end Hyacinthen; Du var en lille Sol, varmere end den store. Jeg hører Fuglen synge i Pilen, der hælder ned over din Liigkiste, og jeg mindes Dig, saaledes som Du selv har bedet mig om. Jeg synes at jeg hører en dæmpet Lyd og Larm nede i Jorden — det er Dig, som rører sig dernede og som atter vil stige op og favne din Brud!” —
Det var dyb Midnat — hiin Time i Verdenslivet, som Digteren saa gjerne besynger, men hvori Lægmand frygter for at gaae paa Kirkegaarden — dyb Midnat var det, og Træerne, som ikke tør tale, naar Menneskene ere vaagne, men som kun henhviske deres hemmelighedsfulde Ord, naar Jehovas Afgudsbillede sover og Fuglen selv ikke hører og forstaaer hvad der tales om — netop da Træernes nedfaldende, gule Løv med diplomatisk Forsigtighed sank ned paa Jordfladen og i løierlige Cirkler dannede Naturens Hieroglypher og antydede for Mennesket, at Alt vel skal leve, men Alt skal ogsaa døe — i hin sorte Natuglens Time sadde Benedict og Nicolai Anderson, Begge fra Norge, Begge Adelsmænd, endnu vaagne i Carceret. Begge havde i flere Timer været hjertelig kjede af Fængslet, men nu, da Pedellen Heinsvig havde fortalt dem, at der i Sorøby gik det Rygte, at Brødrene skulde, som Forbrydere, føres til Kjøbenhavn og der forhøres og dømmes, da længtes de begge efter den norske, rene Klippeluft og Ingen af dem sporede nogen Lyst til at see Kjøbenhavns Mærkværdigheder.
Den fordums broderlige Fortrolighed var forbi! et Ord, et Haandtryk, et Øiekast kunde have gjenbragt det forrige venskabelige Forhold, men, ak, Munden taug, Haanden hvilede roligt under Kinden, Øiet stirrede stivt ud for sig, tankeløst betragtende det mylrende Snefog, der kastede sig paa Ruderne. Da hørtes pludselig lette Fodtrin udenfor Carceret; Brødrene fornam ligesom en Raslen med et Nøgleknippe — der sattes en Nøgle i Døren — Døren aabnedes, Benedict holdt Lyset iveiret og ind traadte veemodsfuld den skjønne Ida.
„Kommer Du da endelig til os i vor Elendighed?” udbrød Benedict og kyssede Idas Haand, „siig mig, om Du bringer Fredens Olieblad, siig mig: hvad har Kongen besluttet?”
„Jeg kommer som en sorgfuld Enke,” tog hun til Orde og trak sin Haand ud af hans, „men saamegen Godhed har jeg endnu tilbage for Dig, at jeg har stjaalet disse Nøgler bort fra min Faders Hovedgjærde, for at kunne lukke Dig og din Broder ud. Viid, at I begge imorgen tidligt, som simple Forbrydere, skulle føres til Kjøbenhavn og dømmes der. I Landsbyen Lynge paa hiin Side Søen vil Du finde din Tiener med en Vogn, flygt da hurtigt til Norge og skjul Dig mellem Fjeldene, thi Knuhts Familie er meget anseet ved Hoffet. —”
Her afbrød Benedict hende heftigt: „jeg, en norsk Adelsmand,” raabte han, „føres til Kjøbenhavn — det skal i al Verden ikke skee! flygte, ja det vil jeg, men Du, Ida, skal følge med mig. Vies skulle vi i mit Fødeland og tilbringe mange glade Timer sammen. Jeg er ældst Søn og arver min Faders Gods, men Du skal dele mine Herligheder.”
„Aldrig,” svarede Ida, “jeg tilhører den Døde, han har elsket mig høiere end Du, og nu mærker jeg ogsaa, at jeg har elsket ham høiere end Dig. Der er Blod paa din Haand, der er Brøde paa dit Sind og Hjertefreden har forladt Dig. Søg tilbage til dit raae Fødeland med den haarde Jordbund — jeg føler en grufuld Ængstelse i din Nærhed: det er for mit Øie, som om Du ikke var tilfreds med Knuhts Liv, men Du tillige vilde myrde mig!”
Det varede et Par Minutter inden Benedict kunde bryde sin stumme Forbauselse. „Qvinde!” begyndte han dvælende, „er det Dig, hvem jeg har elsket? er det Dig, hvem jeg har fægtet for, er det Dig, for hvis Skyld jeg har gjennemboret min Ungdomsven? har Du virkeligt elsket ham høiere end mig? saa ad røde Helvede til med hver uskyldig Pige, hver Uskyld er kun malet Brøde —”
„Jeg har løsnet en Baad nede ved Søen,” afbrød Ida ham, „flygt hurtigt over Vandet til Landsbyen.”
„Ja Du har Ret,” loe Benedict med en vis Vildhed, „jeg vil flygte herfra og omgaaes Ulvene; deres Charakter kjender jeg dog, jeg veed, at jeg ikke maa lægge nogensomhelst ædel Følelse ind i deres lodne Legemer. Kom, Nicolai!”
Og hurtigen ginge da begge de Brødre til Søen og der traf de Baaden; det var en Seilbaad. Ida fulgte dem og satte en Lygte ned til dem — Brødrene styrede over imod Lynge, men Vinden var ugunstig. Ingen Maane skinnede for dem, kun Snefoget lyste og Kastevindene foer hen over Bølgen. Der var virkelig noget farefuldt ved Seiladsen.
Benedict kastede Kappe og Kjortel: „sligt Veir lider jeg,” udraabte Benedict, „Snefog fra Himlen og Sqvulpen fra Bølgen og Kastevindene fra Luften og Sorgen fra Jorden. Styr mere tilvenstre, Nikolai!”
„Det tør jeg ikke, Benedict,” svarede Broderen, „jeg troer vi ere nær ved Parnas og Bøgholm, her ligge de store Steen. Hør engang! Vinden hyler i Aften retsom hiin Nat, da Bølgen ligesom bebreidede os, at vi saa silde vilde gaae ud — paa Mord! — Benedict, Du har styrtet Dig og mig i Ulykke og det for en tosset Tøses Skyld!”
Her foer Benedict iveiret og stampede med Foden, saa at Baaden sank om paa den venstre Side; i samme Øieblik kom fra Østen en heftig Kastevind og det lille Fartøi kantrede. Indviklede i Tougværket og hindrede ved Seilene fra at komme op igjen, laae begge Brødrene under Baaden — et Par Minutter! og de vare ikke mere! Da ophørte Snefoget, Maanen brød ud af sin Sky, enkelte Fisk slog med Finnerne i Vandets Overflade, men Baaden laae væltet, en Liigkiste for Brødrene, hvor Seilene vare Liinklædet, men hvor Ankeret, Haabets Anker, savnedes. — —
Pedel Heinsvig døde af Drik et halvt Aar efter denne Hændelse, og Idas Liv forsvinder i det Tusmørke, der almindeligviis omhyller alle Pedeldøttre. Et fabelagtigt Rygte fortæller, at hun endnu samme Aar blev givt med Oeconomus paa Academiet, en aldrende Enkemand, men jeg troer det ikke, thi jeg troer endnu paa, at Kjærlighed kan være seig og varig.
Jeg havde fuldendt min Fortælling og frydede mig over de Smigrerier, jeg nu skulde erholde for min geniale Stiil. Ja, det var ganske afgjort, at hele Personalet paa Dagvognen beundrede mig! der herskede jo en dyb Taushed, man sad og fordøiede hvad man havde hørt; jo, jeg havde bestemt gjort Lykke! Jeg vendte mig om til Forstraad B—th, men hvor forbavsedes jeg ikke ved at see en ganske anden Person siddende ved Siden af mig. Med Guddomsglandsen skinnende over det hvide, deilige Legeme, med Laurbærkrandsen om de brune, fyldige Lokker, med en olympisk Glorie om Issen sad ved min Side — Sangens Gud, den antike Apollo! Jeg forstummede og foldede mine Hænder. „Taabelige Dreng!” tog Guden til Orde, „troer Du virkelig, at Du er en Digter? jeg veed det, at der i Danmark er et heelt stort Slæng af unge Forfattere, der mene at de ere Genier, fordi de kunne rime: „Paaske” med „maaskee,” og jeg er kommen ned for at give Dig i Commission at tilmælde dem Alle, — Dig selv, Høistærede, indbefattet — at de ere Fuskere og elendige Frimestere i Lauget! Hvad er Du og de Andre imod ham?” her berørte den græske Gud mit Øielaag og jeg saae en Mand af sjelden Skjønhed svævende over mit Hoved — mig tykkedes, han havde megen Liighed i Ansigtstrækkene med selve Apollo — og om hans Hoved var der af glimrende Stjerner sammenflettet nogle Bogstaver — tilintetgjort læste jeg: Shakspear. — I det samme kom vi til Bommen udenfor Slagelse; da raabte pludselig en gammel Frue: „Gudbevares, Hr. Forstraad, bedæk dog deres Been og Bryst med Chenillen, De sidder jo der splitternøgen til Skandale for hele Dagvognen — fy!” — „Hvad var det Du sagde, lille Bedstemoder?” spurgte en ung Frøken, der sad paa Bagsædet. — „O!” svarede Fruen, „jeg veed det saamænd ikke selv, jeg drømte saadan noget løierligt Noget.”
Vi steg af i Slagelse og alle toge en hjertelig Afsked fra Forstraaden, men jeg veed det meget bedre, at det aldeles ikke var Forstraad B—th, men det var Apollo, der var kommen ned for at give mig og mine Medcolleger en drøi Reprimande.