1.
Den jeg oprigtig elsker, hun altid i mit Hjerte boer,
om Natten, naar jeg vaagner, hun alene for mig staaer.
I hvor Du fær i Verden hen, da tænker jeg paa Dig, min Ven;
Vær Du kun saa oprigtig, saa samles vi igjen.
2.
Ak kjære søde Enlighed, du est saa rar,
naar man ei af noget Andet veed, end man sin Føde faaer.
Ro for sig selv Rolighed, og Andet agter ei derved,
End at sig selv forsynet faae og derved laer det staae.
3.
Elskelige Venner, siig, om det er skiønne og om det er nu den rette Maneer,
at man besvigen ud af den Pige, som man har havt saa kjær?
Thi hendes Hjerte blev jo omvendt just paa den Tid, jeg ikke havde tænkt;
Thi falske Raad og Klafertunge har hendes Hjerte vendt.