Det er dog ogsaa forbistret, man kan ikke faae en ærlig Skinke i denne hele By. Hei Chresten, skjænk mig nok en Snaps, bring saa denne herre Skinke ud, og lad mig faae Bedekollen ind fra igaar Middags. (Det ringer.) Naa, i Pokkers Skind og Been, kan en kongelig Embedsmand ikke engang have Ro til at spise sin Frokost. Chresten, gaae ud og see, hvem det er.
Chresten (gaaer og kommer igjen).
Det er den tykke Brygger Humle, skal a sige, at Herren er daarlig?
Byfogden.
Lad ham komme ind.
Humle (kommer ind med et Buk).
Godmorgen Deres Velviished, velbekomme Spisen!
Byfogden.
Godmorgen, min gode Humle, sid ned, man maa vel nok byde en Snaps og en Bid Brød?
Humle.
Takker, takker, for mig Intet; har allerede nydt en Hjertestyrkning hjemme hos vor Moer. Men hvad jeg vilde sige og ikke lyve, det var anbelangendes denne hersens 28de Mai, for Deres Velviished veed nok, det er paa Torsdag .... og saa meente jeg
som saa, da de nu alle andre Steder i Landet holde den Dag hellig, saa burde vi vel ogsaa her hos os gjøre lidt Dikkedar af den. En smagfuld Decoration af Festsalonen har Hr. Hammer overtaget, De veed nok, Steenpikkeren, som da han havde gjort Ligstenen over Jfr. Jacobsen hos Provstens, reiste til Kjøbenhavn for at see Tordenskjolds Museum, og som nu er bleven Billedhugger, og gaaer med bar Hals og langt Haar.
Byfogden.
Min gode Humle, det Forslag kommer mig noget uventet. Imidlertid, hvis De indestaaer mig for, at Festen ikke faaer noget liberalt Anstrøg .... samt at de holdende Taler og syngende Viser først leveres mig til Gjennemsyn, forstaaer De .... saa kan Sagen vel lade sig gjøre.
Humle.
Ja, hvad Viser anbelanger (trækker et Papir op af Brystlommen), saa har vi allerede skikket Bud til vor jydske Folkesanger —
Byfogden.
Jeg veed nok, ham Peer Jensen ....
Humle.
Nei, den anden, hvad er det nu de kalde ham, denne Snydorf-Værk, og han har allerede sendt os Slutningsverset, de andre skal komme bagefter: Her skal Byfogden høre:
„Maifest, derfor skal du være
Folkefest i Dan.
Da vi mindes hvad vi ere,
Og ei vorde kan.
Da skal Festens Stund oprinde,
Dan sin Brudgom vinde.“
Byfogden.
Ja, det er nu meget godt, kun synes jeg, at vi lærte i Skolen, at Dan var en gammel Konge, hvad skal han med en Brudgom?
Humle.
Ja, det maa jeg ikke sige Noget om, Hr. Byfoged, men jeg har ellers altid hørt, at der ikke behøver at være Mening i Alt, hvad disse Poeter eller Redacteurer skrive. Men da nu Deres Velviished og jeg ere enige om Realiteten, som Procuratoren siger, saa vil jeg strax løbe hen til Literatus Slat, for at faae ham til at sætte en Proclamation i Pennen. Han har i sine unge Dage været en Discipel af Biskop Toxen, og det er, som Hr. Byfogden veed, en Karl, der skriver en god Pen.
Byfogden.
Man kjender hans Pennestrøg ....
Humle.
Saa har jeg kun en lille Begjæring tilbage, nemlig om Deres Velviished vilde laane mig Deres Trommeslager en Timestid idag, for at sammentromme Sundby Borgere til en Generalforsamling.
Byfogden.
Ja, veed De hvad, min gode Humle, det Andragende er mig noget betænkeligt; dog det er det samme, for Deres elskværdige Kones Skyld skal det være Dem tilstaaet, men Humle, Humle! det siger jeg Dem ....
Humle.
Farvel Hr. Byfoged! De skal blive tilfreds med mig. (gaaer.)
Byfogden (fortærer en Deel af Bedekollen, og raaber derpaa).
Chresten, sæt mig Sovestolen herhen, og hent mig saa den blaa Nathue, jeg trænger til min Formiddagsluur. Hvis der kommer Nogen, saa siig, jeg er ved mine Forretninger.
(Han lægger sig til at sove, en Tidslang hører man ham snorke, indtil en stærk Larm opstaaer paa Gaden.)
Opraaberen (udenfor).
Borgere af Sundby! Venner! Medbrødre! Om kort Tid oprinder den mindeværdige og skjønne Dag, da en Monark skjænkede et Folk en Gave, ringe af Udseende, men stor og betydningsfuld ....
Byfogden (vaagner).
Hvad, hvad, hvad er det her? Nu saa gid Pokker havde alle Stænder og Maigilder! kan en Byfoged nu ikke engang faae sig en ærlig Formiddagssøvn for det Vrøvl, lad os høre, hvad han skraaler om.
Opraaberen (gjentager).
Stor og betydningsfuld i sine Følger. Om kort Tid oprinder den 28de Mai over vore Hoveder. Lader os feire den, Borgere! heller ikke Sundby bør staae udenfor Tidens Intelligents. Leve Stænderinstitutionen! Hurra! De Herrer, som dele disse Anskuelser, behage at møde til Generalforsamling i Aften Kl. 7 hos Gjæstgiverens.
Ærbødigst Humle, Brygger og Borgerrepræsentant.
Byfogden.
Naa, man kan jo sende Fuldmægtigen derud, for at rapportere. Nu troer jeg, de trække om i en anden Gade, saa kan man da faae lidt Ro igjen. (Lægger sig atter til at sove.)
Aften. Stue hos Gjæstgiveren. Byens Kjøbmand Hr. Buf, Skrædderen Hr. Snip, samt flere Haandværkere, Stadsmusikant og Barbeer Strut, Hammer, Humle, Slik, Fuldmægtig, Spræl, Lieutenant ved Brandcorpset, og flere, spadsere ivrig imellem hverandre. Slat og et Par andre sidde ved et Bord med Flasker og Glas.
Nogle Stemmer.
Humle vil tale, Humle har Ordet. (Humle rømmer sig.)
Andre.
Spræl har Ordet.
Spræl
Jeg proponerer at vor Generalforsamling constituerer sig som saadan ved at vælge en Dirigent. Jeg tillader mig at foreslaae Hr. Slat. Mine Herrer,. behag at stemme paa en Dirigent.
(Der stemmes og Slat bliver valgt.)
Slat.
Hr. Vert, en Snaps Korn endnu. (Han drikker og siger derpaa.) Mine Herrer! Discussionerne kunne tage deres Begyndelse.
Humle (arbeider sig frem).
Hm! Hm! Mine Venner! Mine Brødre! Hm! Hm! mine — hvad jeg vilde sige — Venner! Jeg har tilladt mig at stævne Eder hid til Thinge, for at fortælle Eder. — — Skulde vi ikke — — — 28de Mai — Folkefest — — Hr. Dirigent! — Puh! — (Bravo!)
Nogle.
Ja! Ja! Humle har Ret! 28de Mai leve! Hurra! —
Andre.
Nei! Ingen 28de Mai! Den skal ikke leve! Hurra! —
Hammer.
Hr. Dirigent, jeg beder om Ordet.
Slat.
Hr. Hammer har Ordet.
Hammer.
Jeg mener, Festen bør foregaae i følgende Orden: I Spidsen gaaer Hr. Strut med Musiken ud til Lunden, hvor jeg har decoreret Festsalonen, derefter Hr. Humle med Dannebrog eller det skandinaviske Flag, baaret af 12 hvidklædte Damer, og vi Andre Par om Par.
Slat.
Inden der skrides til Afstemning over Hr. Hammers Amendment, mener jeg der først burde udnævnes en Festcomitee.
Spræl.
Men inden vi vælge Comiteen, turde det, efter min uforgribelige Mening være rigtigst om vi debatterede Grundene for og imod en Fests Afholdelse. Hvad mener De, Hr. Snip, De har jo været i Paris og bivaanet Kamrenes Discussioner?
Snip.
Gud be—be—vares, jeg fi— finder, Hr. Spræl har fuldkommen Ret.
Spræl.
Jeg forlanger Ordet.
Flere Stemmer.
Bravo, Spræl har Ordet.
Spræl (springer op paa Bordet og støder til nogle Glas, som falde ned og gaae itu).
Danske Mænd! det har ofte fyldt min Barm med Stolthed, ofte begeistret mig til mangen Stordaad, ogsaa i Dag er det med en vis Stolthed, at jeg lader det frie, det levende Ord strømme fra danske, fra jydske Læber, i denne hæderværdige Forsamling af kjække Medborgere. Vi ere komne sammen for at debattere om Fædrelandets, det velsignede Danmarks Vee og Vel, for at debattere om et sandt og ægte Nationalanliggende, nemlig om vi skulle holde den 28de Mai hellig i Aar. Midt i en dyb Freds Skjød tør det vel vel være mig, skjøndt Kriger, tilladt at tale et Par Alvorsord. Enhver kjender min Mening, Enhver af Eder veed, at jeg med Liv og Sjæl hylder de friere Grundsætninger, der fra Gorm den Gamles og Rolf Blaaskjægs, men navnlig siden den spanske Successionskrig, Julirevolutionen og Kjøbenhavnsposten, have gjort sig gjeldende i Verden og rystet Throner. Disse friere Grundsætninger hylder jeg, siger jeg; feigt er jeg ikke bleven staaende paa Halvveien, men har troligen stræbt at føre mig selv det Liberalismens, Skandinavismens og Panslavismens Maal imøde, der som en mægtig Kjerte inden føie Tid vil lyse over al Verden. Ja, ligesom disse Glas, jeg nyligen søndersparkede med min Fod, saaledes, mener jeg, skulle snart Despotiets Taager briste! I ere paa denne Dag komne sammen, for at fatte en Beslutning, der med uudslættelige Træk vil staae brændemærket i Verdens Aarbøger ved Evighedens Ophør; I ere komne sammen for at beslutte en Fest, en Folkefest, en Maifest, siger jeg; I ville taabeligen
og uoverlagt feire den 28de Mai? Nei, mine Brødre! Saaledes bør det ikke være! Jeg raaber det høit og lydeligt, ja saa høit og lydeligt, at det skal kunne høres fra Viborg til Badstuestræde (tordnende Applaus), at Stænderinstitutionen efter sin nærværende Organisation og hidtilværende Frugter, eller, hvad jeg vilde sige, efter sin hidtilværende Organisation og nærværende Frugter, nei! hvordan var det nu? — ja! — jeg gjentager det — at Stænderinstitutionen ikke er skikket til at vække glade Følelser. Det er en mægtig Kjendsgjerning, som altid vil staae uimodsagt og uimodsigelig, en Kjendsgjerning, som selv de fjerneste Slægter i tusinde og atter tusinde Led ville indrømme, en Kjendsgjerning, som ligger soleklar for Alverdens Øine, — — (Hør! Hør!) danske Mænd! Haabsvulmende Taler og glade Sange have i flere Aar lydt trindt i Landet; men — have vi faaet Constitution, eller Skattebevilling, eller Jernbaner? er Landeveien bleven bedre? og ligesom en enkelt Fakkel tjener til at oplyse, hvor mørkt Mørket er, saaledes ville ogsaa vi, naar vi spise og drikke paa den 28de Mai, bestyrke min Paastand, at vor Taushed netop ved sin Taushed skal tale saa høit, at selv den, der er døvere end den Døveste, vil kunne høre den. See! saaledes vil Maigildet blive (stormende Bifald, leve Spræl! o. s. v.). Uagtet der altsaa slet ingen Anledning er til at feire den 28de Mai, stemmer jeg alligevel paa at vi holde Maigilde, for at jeg og ligesindede Talere kunne udtale vore Ideer for hele Communen. Jeg har talt!
Slat.
Har Nogen Noget at indvende mod den sidste Talers Amendment? — — Da Ingen begjærer Ordet — — —
Slik.
Jeg begjærer Ordet — — jeg vilde blot bemærke, at jeg ikke har Noget at indvende mod Forslaget.
De Andre.
Hurra! den 28de Mai leve!
Slat.
Det er saaledes eenstemmig antaget, at vi skulle holde Maigilde. Vi kunne altsaa skride til Oplæsningen af Stemmesedlerne paa Festcomiteen. Hr. Fuldmægtig Slik, er De saa god at læse op?
Slik.
Med Fornøielse! (læser) Hammer, Snip, Humle, — — Hammer, Snip, Spræl, — — Spræl, Humle, Buf — — Snip, Spræl, Strut — — Hammer, Humle, Buf — — Slik, Slat, Byfogden — — (En Vogn kjører ind i Gaarden, og man hører et Posthorn.)
Alle.
Aah, der er Posten, nu skal vi høre hvad Bladene sige.
Spræl.
Marqueur, gaa ned til Posten og hent mig mit „Fædreland.“
Marqueuren (kommer tilbage).
Værs’god mine Herrer, her er Bladene. Hr. Spræl, her er Deres „Fædreland“, Hr. Humle, her er Deres, Hr. Snip, her er Portefeuillen til Dem, Hr. Buf, her er Berlingske til Dem, her er et Aftenblad til Controlleur Snus, og her et Exemplar af Corsaren uden Udskrift ...
Slik (sagte).
Det er til Byfogden, lad mig faae det.
Spræl (læser).
„At Stænderindretningen ikke svarer til sin Bestemmelse, have selv lærde Mænd som Ussing og David forlængst erkjendt .... Det bliver tyst og stille iaar over hele Landet den 28de Mai ... Vi overlade til vore Læsere, at tilbagekalde i Erindringen det haabrige Liv og glade Røre, der fordum herskede paa denne Dag, i Tankerne at gjennemleve...“ Hører I? i Erindringen og Tankerne skulle vi gjennemleve Dagen! Der kan altsaa ikke blive Noget af Gildet.
Flere Stemmer.
Aah!
Snus.
Men om vi nu ogsaa gjorde Fædrelandet imod, saa fik vi dog maaskee Aftenbladet paa vor Side ... jeg vilde saa gjerne udbragt en Skaal for den slesvig-holstenske Toldgrændse ...
Flere.
Nei vist ikke, vi maae rette os efter hvad Fædrelandet siger.
Spræl.
Ja det bliver altsaa, som jeg strax sagde — intet Maigilde! Den med Haabet nødvendigviis forbundne livsfriske frodige Tillid existerer ikke mere. Der er slet ingen Grund til at gjøre Gilde.
Hammer.
Det er ellers Skade, jeg talte just paa min sidste Reise til Kjøbenhavn med Lieutenant Carstensen om nogle nye Decorationsideer ...
Buf.
Ja Gu’ var det Skade, jeg havde ogsaa udspekuleret en Skaal for „Klippelandets frie Sønner,“ hvis Brød jeg spiser. Men vi ere jo ikke blot Danske, vi ere tillige Skandinaver, og siden jeg ikke faaer Lov til at holde min norske Tale, saa lad os i det mindste drikke paa Svensk. Marqueur! en dobbelt Bolle svensk Banco! Hr. Snus, De er dog vel med?
Snus.
Jeg siger saa mange Tak, jeg taaler ikke svensk Banco. (Gaaer.)
Spræl.
Han holder nok mere af Hamborger Banco. (Bravo Spræl’)
Buf.
Men der seer jeg Bollen komme! Mine Herrer, behag at tage Sæde ... Evan byder os at drikke, Faldera!
Forskjellige Stemmer.
Bravo, Buf leve! De Svenske leve, svensk Banco leve! Fædrelandet leve! Giveren leve! Hurra! Nok engang, alle Mand, Hur...rrrrra...a!!