Nannys Sang(1809.)O gid snarlig MorgenrødenVenlig bryde frem, og DødenVække mig af Livets Drøm!At i en alvældig Længsel,Siælen udaf Livets TrængselMonne stunde til sit Hiem.Længe jeg i Hiertet troede,At det ene, sande GodeHavde her sit rette Hiem,At en evig Aand sig hylledI det sære Spil, som trylledDenne Farverigdom frem.Men, hvorhen mit Øie stirred,Alle Syner sig forvirred,Ingensinde fandt jeg Rist.Intet, intet kunde stilleDisse Længsler, som saa vildeStormede i dette Bryst.Men nu tie mine LængslerOg den Lænke, som mig fængsler,Villig vil jeg bære den;Al min Hu, jeg vil den giemme,Til engang af Livets DrømmeJeg skal vaagne op igien.Da skal ingen SkyggevrimmelTrænge sig i natlig StimmelInd imellem Dig og mig,Da skal intet, intet skilleMig fra Livets lyse Kilde,Fra den Evige og Dig.O gid snarlig MorgenrødenVenlig bryde frem, og DødenVække mig af Livets Drøm!At i en alvældig LængselSiælen udaf Livets TrængselMonne stunde til sit Hiem.