Albius Tibullus levede paa Kejser Avgusts Tid. Efter rasende Borgerkrige, under hvilke der hverken havde været Sikkerhed for Liv eller Ejendom, var der nu kommet en fredelig Tid, og Alt vendte tilbage til fastere Former; samtidige Digtere forherlige derfor ogsaa Avgust som en Gud og spaa om en snart indtrædende Guldalder. Man var kjed af de blodige Rædsler og vendte sig til Livets mildere Sider: Virgilius priste Landvæsenet og opmuntrede dertil, Horatius fremstillede i en underholdende Form en Verdensmands Livsfilosofi, og Tibullus, Propertius og Ovidius skildrede Kjærligheden i Held og Modgang, med sin Fryd og Smerte; det var virkelig den romerske Literaturs gyldne Tid. Tibullus var i Besiddelse af Lykkens fleste Gaver, var rigt udstyret med Aands og Legems Fortrin, var af Stand og havde nogen Formue. Et vakkert Brev til Tibullus fra hans Ven Horatius skildrer ham som smuk og rig og med Forstand paa at bruge sin Formue, som en Mand af et ædelt Sindelag og med en højere Stræben. Tibullus døde i en temmelig ung Alder kort efter Virgilius omtrent 19 Aar før Chr. Ligesom Horatius og Virgilius fandt en mægtig Beskytter i Avgusts Ven, den rige Mæcenas, saaledes sluttede Tibullus sig til Messalla Corvinus, der var en af Roms ædleste og dygtigste Mænd og i Besiddelse af alsidig Dannelse (Taler, Historiker, Digter). Messalla blev i Aaret 30 f. Chr. af Avgust sendt mod Aqvitanerne i Sydfrankrig, der havde gjort Oprør, og efter at have dæmpet dette til Orienten. Efter indtrængende Opfordring af Messalla, der vel søgte saaledes at skaffe sin Ven større Anseelse og Rigdom, fulgte Tibullus ham paa det første Felttog; men paa Rejsen til det andet maatte han syg blive tilbage paa Corcyra (Korfu). Dermed var hans Krigerliv endt, og han udtaler aabent, hvor lidet det stemmede med hans Tilbøjeligheder. Han satte ikke som den praktiske Romer i Almindelighed Livets Lykke i Rigdom og Hæder, men indviede sit Liv til Digtekunst og Kjærlighed; allerede Horatius’ Brev anerkjender hans poetiske Geni, og senere gav den skarpsindige romerske Literator Qvintilian ham den første Plads imellem de romerske Forfattere, som havde skrevet i samme Digtart som Tibullus; i det sidste Forhold synes derimod den ellers gavmilde Lykke at have været ham ublid, idetmindste er der mere Klage end Glæde i Digtene, som skildre hans Kjærligheds Skjæbne.
Man vil maaske med nogen Forundring mærke, at disse Digte henvende sig til «frie Kvinder», og med en senere Tids Sædeligheds Fordringer for Øje bryde Staven over en saadan Kjærlighed, skjønt man ikke kan negte, at den udtaler sig med en dyb Inderlighed, der er langt ophøjet over en egoistisk Sandselighed. Men for at bedømme denne Sag rigtigt maa man se hen til de historiske Forhold, den vil da ligesom Slaveriet vise sig som et nødvendigt Moment, om end som et Onde i Oldtidens Civilisation, som man dog er enig om at beundre. Hører man Oldtidsforfatteres beundrende Ytringer, skjønt blandede med skarpt nedsættende Udtalelser, om disse Hetærer (Veninder), som Grækerne kaldte dem, og seer man, hvilken Stilling i Oldtidens Liv de indtoge, hvorledes Grækenlands ypperste Mænd bejlede til deres Yndest, hvorledes Perikles forskjød sin Hustru for at ægte Hetæren Aspasia, til hvis Tale Athens mest begavede Aander, deriblandt Sokrates, lyttede som Disciple, hvorledes man efter Døden oprejste dem pragtfulde Mindesmærker o. s. v.,1 saa nødes man til at erkjende, at disse Præstinder for en Kjærlighed udenfor Ægteskabet ikke alle kunne stilles paa samme Trin, at der over Hoben af løsagtige Kvinder, Fløjtespillersker og Dandserinder hæver sig ædlere Skikkelser. Den Dyrkelse, hvorfor de vare Gjenstand, forstaaer man, naar man seer hen til Kvindens Stilling paa denne Tid. Hustruen var da ikke stort mere end den øverste Slavinde, altid indesluttet i Husets Indre som den orientalske Kvinde i Harem, uden Dannelse og Samkvæm med højere Interesser. Her kunde der da ikke være Tale om et Ægteskab i sand Betydning, om end Forbindelsen var nok saa meget helliget ved Statens Love. Hetæren med sin Skjønhed, sine Talenter (der fandtes ypperlige Kunstnerinder iblandt dem), sin udviklede Aand, sin Sands for Mandens højeste Interesser og sit Conversationstalent blev i Virkeligheden den, der kom til at hævde Kvindens og Kjærlighedens Betydning. I Rom kaldtes de fritlevende Kvinder meretrices, et plumpt Navn (Kvinder, for hvem Kjærligheden var et Erhverv), her havde Husets Frue altid havt en anseet Stilling, og Hetærelivet var som meget Andet nærmest et Laan fra Grækerne (Navnene ere græske). At man i Rom ved Siden af den egenlige højtideligt indviede Forbindelse ogsaa kjendte lavere Former af Ægteskab, kunde synes at gjøre saadanne friere Forbindelser mindre anstødelige, men Staten satte dog ved at forordne en egen Dragt og paa andre Maader et Skjændselsmærke paa disse Kvinder. At Elskerindens Havesyge i disse Kjærlighedsforbindelser meget ofte kunde ødelægge den unge Mands Formue, og hendes Troløshed bringe ham til Fortvivlelse, udelukker ikke, at der undertiden kunde være Aand og sand Kjærlighed i dem, hvad Digternes Sange, og ikke mindst Tibullus’, synes at vise.
Det er maaske en Smule overdrevent, naar en nyere Kritiker (Dr. Grimur Thomsen i Dansk Maanedsskrift) med Henblik paa den nyere Lyrik, i Gjennemsnit taget, siger, at et Distichon af Tibullus opvejer mange Bind «Lyriske Digte», og i Oversættelse maa Meget desuden gaa tabt; men vistnok fortjene disse Digte af Tibullus, selv i vor Tid, der har mange Aarhundreders aandelige Rigdom forud for hin Digters Tid, at kjendes af det Publicum, hvis Interesse for Literaturen er mere end ephemer, og det synes ikke at være overflødigt at importere disse fordringsløse Kjærlighedspoesier nu, da Muserne synes kun at stemme Lyren til alvorligere Toner. Enhver vil vist føle sig tiltalt af disse idylliske Billeder fra Landet, af de livlige Skildringer af Kjærlighedsintriguerne, af den varme Følelse, der glad eller bedrøvet er en Udtalelse af et fuldt Hjerte og ikke trænger til mer eller mindre heldige Symboler og Allegorier for i dem ligesom at hvile ud. Den, der kan en Smule Latin, vil naturligvis gjøre bedst i at benytte Oversættelsen til at gaa til Originalen selv.