Længsel
(i Paris 1808)
(i Paris 1808)
Oversættelse af Oehlenschlägers tydske Original.
Oversættelse af Oehlenschlägers tydske Original.
Hvad er det dog livsaligt, naar man skuer
En skiøn og ædel Qvinde paa sin Vei,
Mildt Hiertet banker, Øiet muntert luer
Og Veiens Trængsler mærkes ei.
Man reiser om, en eenlig Svend, og søger
Forgieves efter Kundskabs skiulte Vei,
Forgieves leder man i gamle Bøger;
Sløv Aanden er, naar Elskov hersker ei.
O arme Svend! i fierne Land blandt kolde,
Ukiendte Mennesker, selv kold han gaaer,
Kun med Forstanden sig maa underholde
Til endelig Forstanden stille staaer.
Thi uden Elskov, uden Hiertets søde
Attraa, er Ungdom kun en falmet Krands,
En Have uden Blomster tom og øde,
En Morgen, kold og uden Sommerglands.
— ”Du lever i Paris: Kan Hiertets Flammer
”Ei finde Næring der? — Man maa ret lee!
”Du kan nok Skoven ei for lutter Stammer
”For lutter Lilier og Roser see!” —
Ak, Ven, saa mangen Rose rød jeg skuer,
Selv mangen Lilie spæd jeg seer;
Men — Rosen blusser kun i malte Luer
Og Liliens Snee har ei sin Hvidhed meer.
Og ranke Træer seer jeg vel sig hæve;
Men vorne frækt i Middagsolen frem,
Undseelighedens Skygge ei de kræve,
Blyhedens Helligtdunkle mangler dem.
Ei vil jeg boe, ei vil jeg søge Hvile,
Hvor ikkun Vid og Spot er Hiertets Fryd:
Jeg kan det ei; jeg vil til Norden ile,
Der finder end man Troskab, Elskov, Dyd.
Lev vel, Apol! Du med din brustne Bue
En stakkels Gud af Steen jo ikkun er!
Venus Farvel! vanhellig er din Lue!
Mig vinker Freia til en trofast Hiertenskiær.