Das süßeste Glück für die traurende Brust,
Nach der schönen Liebe verschwundener Lust,
Sind der Liebe Schmerzen und Klagen.
Schiller.
Midnats Mørke trindt omkring mig hyller;
Alt omtoner Hvirvelstormens Brag;
ildrødt Lynet over Himlen iler;
fulgt af vilde Tordners hule Slag.
Regnen sig i fulde Strømme gyder
over mulmbedækte Marker hen,
og af oprørt Bølges Fraaden lyder
hule Ekko dobbelt huult igien.
Tordenslaget dundrer, Stormen hviner;
intet Levende bevæger sig;
kun fra mosbeklædte Taarns Ruiner
lyder Nattens Ugles hæse Skrig.
Rædselsfloret al Naturen dækker,
tifold Rædsler rase i min Barm;
overalt mig Helvedsmarter skrækker;
Alt mit Haab er Dødens kolde Arm.
Ha! hvor vilde den røde Straale flammer —
ak! i dyben Mulm den taber sig! —
Trøstertanken: dig maaskee den rammer,
kun med falske Haab oplued mig.
End jeg lever; endnu kan jeg tænke —
disse Qvaler under Livets Navn.
O! forbarm dig! bryd dog denne Lænke,
som bortfierner mig fra Hvilens Favn!
der neddysset i den dybe Slummer
hviles, fri fra Liv og Tanke, sødt;
piint af Elskovs grændseløse Kummer
er mig Stenens Leie rosenblødt.
Dog — før Jordens skumle Mørke florer
evig Glemsels Dække om mit Støv,
hvor den barske Stormvinds Hylen fører
til min Gravhøis Pryd henvisnet Løv:
skal end eengang Tankens matte Vinge —
blytung hviler Sorgen over den —
for min sløve Aand tilbagebringe
Himmelfryd, som svandt for evigt hen.
Ogsaa hiine gyselige Dage,
væbnede med giftig Slangebraad,
langsomt tærende den skal fremdrage
henad Fantasiens Gøgletraad.
Da Eline! — dødbleg Læbe blegner
ved at stamme dette søde Navn;
mattere den matte Haand hensegner;
dobbelt mig nedbøier Dødens Søvn —
da, Eline, dig Farvel jeg siger;
da mit knuste Hierte meer ei slaaer;
men for dig min bange Bøn opstiger
til den Himmel, brustne Blik ei naaer.
Line! see engang fra Verdens Tummel —
ak, som kiølnede dit Bryst for mig —
ei til Nutid, vild og mørk og skummel,
nei! til Tiden, jeg var lykkelig!
Line! tænk de skiønne, blide Dage,
da jeg første Gang, dig, Hulde! saae;
ukiendt med tilsløret Fremtids Plage,
Himlen aaben for mit Øie laae;
da dig Glædens skyldfri Engel fulgte,
signende ethvert af dine Fied,
da din Barm ei skiulte Længsler dulgte,
men i den, som i dit Smiil, var Fred.
Trøstens Bud var du i hver en Hytte,
hvor den stille Kummers Taare flød.
”Gud i Naade Line vil beskytte!”
saa hver takfuld Læbes Stammen lød.
Dig velsigned’ kraftløs Oldings Bønner,
naar hans sidste Stund du lindrede;
for dit Held han bad hver Dyds Belønner,
i hvis Faderarm han segnede.
Skabt til Ømhed frygted’ du at saare
ham, som med den blege Armod streed;
meer, end Guldet, vidnede din Taare,
at dit Hierte ved hans Kummer leed.
Mild, som Uskylds Engel i det Høie,
der omfreder Dødeliges Vel,
smilede dit skiønne lyse Øie
til hver Skabnings Fryd fordoblet Held.
Sorgfrie, af uskyldig Glæde hævet,
slog i Ungdoms Vaar dit Hierte let;
naar et Suk fra Liliebarmen bæved’,
Andres Lidelser udpresste det.
Dig jeg elsked, ene dig, Eline!
som din Edvard elsked’ Ingen ømt;
ja, til sidste Draabe blev i hiine
Dage Salighedens Bæger tømt.
Naar det første Soleglimt forgyldte
Biergetoppen, Øiet knap kan see,
og da høitidsfulde Chor opfyldte
hele Luften, jubeltonende:
steeg min Takkebøn til Livets Skaber;
Glædestaaren over Kinden randt;
hver bevinget Tankes Flugt sig taber
i den ene: ”jeg Eline fandt!”
Ømt du favned’ mig, tilbedte Pige,
rødmende i Morgensolens Glands;
i dit hulde Blik laae Fredens Rige,
om din Tinding Hymens Tryllekrands.
Fra din Favn jeg til mit Dagværk ilte,
Kiæmpestyrke laae udi min Aand;
Alt udaanded’ Glæde, Alting smilte,
Alle omslyngedes af Rosens Baand.
Naar da Aftnens milde Straaledække
Mark og Eng til qvægsom Ro indbød,
og fra dunkle Lundes mørke Hække
Philomeles Vemodsstemme lød:
saae jeg Solen majestætisk glide
hist bag Vesterhavets Bølge ned,
meer end salig ved Elines Side,
drømmende om evig Kierlighed.
Der, hvor giennem Bøgens dunkle Blade
skotter blege Maanes tause Skin;
hvor dens Straaler sig i Kilden bade,
Alt til festlig Stilhed vies ind;
der den hulde Stiernelue blinkte
over os Seraphers Salighed,
og os faderligen Gud tilvinkte
Bifald ved vor Siels den høie Fred.
Elskovs Fryd tilvifted’ Vestens Vinde,
aandede nyfødte Blomsters Duft,
sused’ Stormen, over Biergets Tinde
hvirvlede den støvopfyldte Luft.
Elskov smilte Solens Morgenrøde,
naar dens Straale Purpurskyen brød;
elskovssvanger syntes mig at gløde
Lynets Piil fra Mørkets dybe Skiød.
For mit Øre tonte Elskovs Stemme
i den glade Lærkes Trilleslag,
og naar Tordnen, skiult i Mulmets Giemme,
Fængslet brød i frygtelige Brag.
Det er forbi. Himlens hule Torden
bringer kun Skræk i mit knuste Bryst;
Lærkens Melodier over Jorden
føde kun til sorten Grav min Lyst;
Lynets Flamme, som mod Jorden rækker,
blinker forbi, men frelser mig ei;
Morgensolens Frembrud mig kun skrækker;
Afgrundes Dyb omringer min Vei.
Ei Orkanen fra Nordpolen brøler,
som min utæmte Lidenskab, vild;
Vestens mildeste Zefyr ei kiøler
Hiertets langsomt fortærende Ild.
Elskte Land! vi drog’ fra dine Glæder,
hvor ei Nag forbittrer skyldfri Ro,
hvor ei Smiger Uskylds Blomst nedtræder;
men i Flidens Skygge Roser groe:
til den Stad, hvor ingen Uskyld skaanes,
hvor hver huuslig Fryd sit Gravsted fandt;
hvor det Helligste med Spot forhaanes,
Alvors Værd ikkun tillægges Tant.
Der min Ro blev Kummers dybe Smerte;
myrdet saae jeg Kierlighedens Fryd,
Line, revet fra mit ømme Hierte
ved forgiftet Smigers Tryllelyd.
Du, Eline, som dig fordum klædde
i utvungen Uskylds simple Dragt,
og ved Maiens Blomsterkrands dig glædde
om kastaniebrune Lokker lagt:
fandt nu Fryd blandt hiine Kredses Daarer,
hvor selv Dragten Uskylds Spot lod see,
og hvor Perlen, tung af Armods Taarer,
svøbt i Guldets Glands, dem haanede.
Du, Naturens hulde, blide Datter,
som beundred’ Gud i Græssets Straa,
og den Fryd, kun Venskabs Dyrker fatter,
hævet end ved Elskovs Straale saae:
foer til flygtig Letsinds Gøglescene,
hvirvledes i Daarskabs vilde Dands
stedse meer fra Pligtens høie Bane,
døvende i Glædskabs Ruus hver Sands.
Du, som gierne Sandheds Alvorstemme
hørte, selv naar Strenghed var dens Røst,
for med kierlig Omhu den at giemme,
som en trofast Ven, i ømme Bryst:
dig jeg saae af Smigerdunst indhylle,
som i giftig Taage om dig steeg;
ogsaa du blev af dens Virak tryllet;
Uskylds Engel fra din Side veeg. —
Mørkt og vildt da rullede mit Øie
over Jorden hen mod Dødens Dal;
ingen Bøn steeg til den Evighøie;
ingen Taare lindrede min Qval.
Dog, endnu var Dolken ikke boret
dybt nok i mit Bryst, endnu et Stød
havde Skiebnens Vrede mig tilsvoret,
da jeg blev til Liv og Kummer fød.
Gandske var Naturens Røst ei døvet
i den Barm, som eengang slog for mig;
kun ved Smigergiftens Aande sløvet
var den Elskov, som oplued’ dig.
Da du saae, hvor dybt min Kummer malte
sig i blege Furer paa min Kind,
som meer høit end alle Ord udtalte
Smertens Piinsler i det qvalte Sind:
tændtes atter i dit Bryst den Lue,
som sit Ophav selv i Himlen har;
og den Jord, hvor Rædsler syntes true,
atter yndefulde Blomster bar.
Kierlig du dit lyse Øie hæved’,
elskovsømt du trykkede min Haand,
og dit lange Kys igiennembæved’
hver min Sands, hver Tanke i min Aand.
Atter sank jeg i din Arm, Eline,
glemte hele Kloden ved dit Bryst;
glemte selv min Smertes stumme Piine,
af Elines Rosenlæbe kyst. —
Saa om salig Fryd og Glæde drømmer
den, som Frihed fandt hos Søvnens Gud;
ak! mens Fantasien Bægret tømmer,
lyder han Naturens tunge Bud;
Dagen vækker ham til nye Sorger,
som kun Dødens Slummer ende kan;
han, som nys var Himlens frie Borger,
seer sig nu i Eumeniders Land.
Atter fulgte du Sirenens Stemme,
som i Smigerdunster om dig lød,
Gud og Pligt og Elskovstro at glemme,
blomsterklædte Spøgelse dig bød.
Grusomt giftig Dolk du kunde støde
i det Hierte, som for dig kun slog,
myrde Livet i dets Morgenrøde,
da mit Bryst for dig kun Aande drog?
Myrde? o, nei langsomt det hentære,
blev mit tunge, skrækkelige Kald;
længe Giften i min Barm ombære,
inden Graven aabner sig, jeg skal.
Ingen Tanke meer min Aand nu fatter;
ingen Redning meer mit Øie seer:
Ulyksalighedens fæle Datter;
vild Fortvivlelse, kun ad mig leer.
Nei! o Furie! jeg seer fremstige
af den mørke Afgrund, vig fra mig!
oplad, Evighed! dit lyse Rige!
Herre, Dommer, Gud! forbarm du dig!
Kierlig du dit Aasyn mod mig bøie,
send et Glimt af Lyset til mig ned,
der omstraaler mildt dit Faderøie,
at oplyse Gravens mørke Bred!
Evigt Nat ei Jordens Ansigt slører;
i min Siel gienfødes atter Haab;
Krybets, Ormens milde Fader hører
ogsaa mit det sidste, bange Raab.
Ja, Eline, Graven mig indvier
til din Brudgom ved et helligt Baand;
hist for Herrers Ansigt jeg dig bier,
at modtage dig af Dødens Haand.
Evig der din Edvard dig omslynger;
ingen Smigerdæmon skiller ad;
evig sig vor Salighed forynger,
hele Mørkets Hær til Trods!
Frelserengelen mig snart borthenter;
alt ved Gravens aabne Bred jeg staaer;
snart jeg længselsfuld dig hist forventer
i Udødeligheds favre Vaar.
Indtil der, som Brud, jeg dig udkaarer,
dig, jeg hellig Troskabs Løfte gav,
skiænk du Edvards Minde dine Taarer,
plant en Blomst paa hans forladte Grav!
Tage K. Müller.