Den Pige, som kun da er glad og mild,
Naar Smiger ned for hendes Alter falder;
Hvis Øje luer strax af Vredens Ild,
Naar engleskjøn du hende ikke kalder;
Og som saa gjerne sværme vil omkring
Med Glædens Flok; som huuslig Stilhed kjeder;
Som siger: det er dog en herlig Ting,
At dandse Natten bort i Saligheder;
Som troer, sit Værd hun dobbelt føle bør,
Naar kostbar Dragt, den Modens Luner byde,
Omslagrer hende; og som glemmer før
Sin Dyd, end Perlen, som skal Haaret pryde.
See! denne Pige kold forbi jeg gaaer;
Og dersom end et Smil hun til mig sender,
Det til mit Hjerte aldrig, aldrig naaer,
Thi jeg i det Veninden ikke kjender.
Oprigtig Elskov hende fremmed er.
Koketten lig, sin Haand hun til dig rækker,
Naar Guldet vinker; — vinker det ej meer,
Med Spodskhed hun den da tilbagetrækker.
O Gud skee Lov, at ej blandt disses Tal
Min Lina er! Jeg uden Skrømt kan sige:
Du er saa ganske den, du være skal:
Jeg er saa lykkelig ved dig, min Pige!
C. H.