Anonym, 1700-tallet

Det var en Vinteraften, og stærkt drev Sneen ned,

Og vildt foer over Heden, den barske Vind afsted;

Da en forloren Pige, forvildet i sin Gang,

Sin Glut til Barmen trykked’ og klageligen sang:

„O grusom var min Fader, som mig paa Døren jog,

„Og grusom var min Moder, som sligt et Syn fordrog,

„Og grum er Vinterstormen, som ryster mig med Kuld,

„Men grummest han, som bytted’ min Kierlighed for Guld.

„Tys, Tys, vær roelig Lille og varm dig i min Barm,

„Ak lidt din Fader tænker paa al vor Nød og Harm.

„Skiøndt grum han er-dog vidste han hvad vi lide her,

„Han i sin Favn os værned’ mod barske Nordenveir.

„Du fryser saa min Bedste, dit Liv snart svinderhen.

„O lad min varme Taare oplive dig igien.

„Men ak omsonst — min Taare jo fryser, før den faldt.

„O arme, arme Moder du har nu mistet Alt.”

Nu sank hun ned fortvivlet paa sammendrevne Snee,

Og sønderknust af Smerte bejamred lydt sin Vee.

Sin Glut hun ved sig lagde; — et Kys paa blege Mund

Hun trykte — saae mod Himlen — og sank i Dødens Blund.