Til Agnes
(om Høsten.)
(om Høsten.)
Taus er den lille Nattergal,
Som mig til Lunden drog,
Hvor dine Nektarkys jeg stial,
Da den i Busken slog;
Den kjære Maane seer mig ei
Til Mindebøgen gaae;
Tit smiilte den paa natlig Vej,
Naar den min Elskov saae.
Snart, Agnes! flyer vor hulde Vaar,
Og Vintren nærmer sig;
Snart flye de muntre Ungdomsaar,
Da vi var lykkelig.
Din Mund som Vaarens Rose rød,
Dit skjelmske Øjes Ild,
Alt røver han den slemme Død,
Og seer ej dine Smiil.
Dog Pige! bør af Veemods Graad
Tit spire Glæder frem;
Forvandling er jo Støvets Lod,
Vort Liv en Morgendrøm.
Bag Gravens Skygge troner blid
En evig Blomstervaar,
Liig Maanen der i Dæmringstid
Bag Granetoppe staaer.