Vee Støvet, hvis bag denne Livets Scene
Slet intet Lys opklare Tvivlens Nat!
O vee den Ven, som af sin Ven forladt
Da fandt sig uden Haab om Giensyn ene!
Lig Tantalus ved Rovet af sin Drik,
Da Læben Bægret endnu knap berørte,
Forbande skulde jeg det Øieblik,
Som dig, du ædle! mig imøde førte!
Forbande skulde jeg det falske Nu,
Som mig en troeløs Trylleglæde skabte,
Som viiste mig med Smiil en anden du,
For evig at begræde hvad jeg tabte!
Nei skye min Siel, fortvivlte Raserie,
Som myrder selv den Glæde, Dyder tænde,
I den afsindige Philosophie:
„Med Døden har vort Liv og alting Ende.“
Trods Brissot og Helvetius og hver,
Som med voltairisk Vid Fornuft forjager —
Jeg troer et andet Liv, hvor den, som var mig kier
Mig ingen sydlig Vind saa let borttager.
X.